Ny ældreminister: Der mangler hverken nye love eller penge - der mangler værdier
Thyra Frank har mange års erfaring fra ældreområdet. Hun mener først og fremmest, at der er brug for værdier og ledelse - pengene er der allerede.
Der er hverken brug for flere regler eller flere penge.
Ifølge den nye ældreminister Thyra Frank (LA) er der først og fremmest brug for de rigtige værdier og den rigtige ledelse.
- Jeg er ikke altid sikker på, at det er pengene, der betyder noget. Der skal tales meget mere om værdier. Der er selvfølgelig ingen, der skal sidde på et plejehjem i en ble. Det behøves der heller ikke. Selvfølgelig er der et menneske på det sted, der er i stand til at gå ind til Hr. Jensen eller Hr. Pedersen og få skiftet den ble, siger Thyra Frank.
- Først og fremmest vil jeg gerne have, at man ude i kommunerne kigger på, hvordan pengene bliver brugt. Jeg ved, at det betyder utroligt meget, hvordan ledelsen er på det enkelte plejehjem. Som minister på området kunne jeg kigge på, om der er nogle regler der gør, at det personale vi har derude – og som brænder for det – måske bliver brugt til for meget papirarbejde. Om vi skal have dem tilbage til det, de er uddannet til, nemlig omsorgen, nærheden og ømheden, siger hun.
Der er flere penge på vej
Hun afviser, at de kritisable sager, som TV 2 har kunnet offentliggøre, i sidste ende handler om at ældreområdet får tildelt for få penge:
- Jeg er glad for, at jeg overtaget et ministerium, der faktisk har givet en værdigheds-milliard. Så der er rent faktisk givet penge på dette område til kommunerne, som så skal komme med en værdighedspolitik. Det, de så har skrevet i deres værdighedspolitik, skal selvfølgelig også fungere ude på deres plejehjem og plejecentre. Og to tredjedele af kommunerne har jo brugt pengene på at skaffe flere hænder. Jeg er glad for, at Kommunernes Landsforening trods alt siger, at den har betydet et løft på ældreområdet, siger Thyra Frank.
- Jeg ved, at kommunerne har fået en milliard. Og jeg ved også, at der i finansloven 2017 er afsat yderligere to milliarder kroner. De skal udmøntes på den måde, at cirka 450 millioner skal bruges til nye køkkener, så de kan få noget ordenligt mad derude. Den sidste halvanden milliard er det så tanken, at de skal bruges til et klippekort, hvor hver af de gamle kan få lov til at have cirka en halv time om ugen, hvor de kan sige, hvad de gerne vil. De kan komme lidt ud og få lidt frisk luft. Eller det kan være andre ting, der betyder noget for dem, siger hun.
Mange års erfaring
Thyra Frank har kun siddet som minister i to dage, efter hun overtog halvdelen af Sophie Løhdes (V) sundheds- og ældreministerium. Den nye minister var, før hun blev politiker, i mange år leder af OK-Hjemmet Lotte på Frederiksberg, der i hendes tid stod som et nationalt forbillede indenfor ældreplejen.
Jeg skal udstikke kursen
I dag mener Thyra Frank ikke nødvendigvis, at hendes vigtigste bidrag som minister er mere lovgivning eller flere penge.
Det er mindst lige så vigtigt for hende at bruge sine erfaringer som plejehjemsleder til at udstikke den rigtige kurs for ældreplejen:
- Først og fremmest er det min rolle at komme med mine 37 års erfaring. Jeg kender godt dette område, og jeg ved, at der sker de her fejl. Det har vi set længe. Det jeg kan gøre er at afstikke kursen og rammerne for det her. Jeg tror aldrig vi kan gøre det sådan, at alt er fejlfrit. Uanset hvor mange regler og love vi har omkring det her, så vil der ske fejl. Men jeg kender mange steder, hvor det går rigtigt godt, hvor folk har gjort en stor indsats og hvor det lykkes. Der hvor det ikke lykkes, skal vi selvfølgelig have fat i det, siger ældreminister Thyra Frank.