Ny regering

Kæledægge, klumpedumpe, bleg eller erfaren? De ni nye ministres styrker og svagheder

Løkke dannede sin tredje regering mandag - for første gang med både Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Liselotte Sabroe / Scanpix

Hvem er udfordret fra start, og hvem har fået netop den post, der passer til dem? TV 2s politiske analytiker giver sin vurdering.

Den nye regering trak i arbejdstøjet mandag - og de nye ministre har allerede fået de første indkaldelser til samråd.

Allerede tirsdag fik ældreminister Thyra Frank (LA) sin første invitation til kaffe med medlemmerne af Folketingets sundheds- og ældreudvalg. Her vil SF høre, hvad hun gøre for at forbedre ældreplejen rundt i kommunerne. Og onsdag eftermiddag er justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kaldt i hasteforespørgsel i Folketinget om hvad han vil gøre for at stramme op over for rockere og bander.

De ni nye ministre fra Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance - seks mænd og tre kvinder - kommer med vidt forskellig erfaring. Kun én har været minister tidligere, en anden har været borgmester og en tredje leder af et meget omtalt plejehjem på Frederiksberg.

Men hvad er egentlig deres styrker og svagheder? Det har vi bedt TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen om at komme med et bud på.

Klik rundt i mosaikken herunder og læs Peter Lautrup-Larsens vurdering af ministrene.

Sådan er de ni nye ministre ifølge Peter Lautrup-Larsen

Anders Samuelsen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Anders Samuelsen

Udenrigsminister (LA): 

- Det var overraskende, at han blev udenrigsminister. Hans svaghed er, at der har været for mange udenrigsministre på for kort tid. Det er selvsagt ikke Anders Samuelsens skyld, men udenrigspolitik handler om netværk, og der bliver det udfordrende for ministrene, at der skiftes så ofte ud.

- Partiets fundament bliver også en udfordring for ham. Særligt på EU-området flugter LA’s holdninger ikke med de to andre partier i regeringen. Han har en del, han skal bevise. På styrkesiden har han været medlem af Europa-Parlamentet, og han har også været medlem af et parti, Radikale Venstre, der har været meget internationalt orienteret. 

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen

Justitsminister (K):

- Justitsministeriet er et sted, man kan blive begravet i paragraffer. Det er en risiko. Men ministeriet ligger rigtig godt til en konservativ, der nærmest er markedsførende på retsområdet. Søren Pape Poulsen kan få lov til at fortsætte den kurs, Søren Pind har udstukket – og udnytte, at vinden blæser den rigtige vej.

- Han kan ikke helt det taktiske spil på fingerspidserne endnu, men det slipper han også for her, for han vil næsten få det, som han vil have det – og det endda med støtte fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på store dele af hans område. Dem, der er imod er eksperter som professorer, dommere og advokater. Papes svaghed er, at det her skal blive en succes. Det vil blive en evig debat i partiet, hvis ikke regeringsdeltagelsen giver fremgang i målingerne.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Brian Mikkelsen

X

Brian Mikkelsen

Erhvervsminister (K):

- Han kender til området og har ministererfaring. Det er nok hans store styrke. Risikoen er, at han kommer til at virke bleg. Bliver der for mange grænsestridigheder med Simon Emil Ammitzbøll (LA), som måske vil komme med nogle af de frække forslag, der også involverer virksomhederne? Det vil tiden vise. Spørgsmålet bliver også hvordan han vil sørge for, at det bliver tydeligt hvad De Konservative gør på det økonomiske område.

Foto: Nikolai Linares / Scanpix

Simon Emil Ammitzbøll

Simon Emil Ammitzbøll

Økonomi- og indenrigsminister (LA):

- Han er sat ind for også at tale om vækst. Han kan tillade sig at sige nogle frække ting, der ikke bliver til noget alligevel. Det forventer man af LA.

- Ministeriet er ikke noget dårligt afsæt for ham. Simon Emil Ammitzbølls tidligere partifælle Marianne Jelved var et godt eksempel på, at man kan få meget ud af et forholdsvist lille ministerium.

- Der bliver nogle snitflader til Sophie Løhde, der er ny minister for offentlig innovation, for meget af det, der skal ske i det offentlige, foregår i kommuner og regioner, som Simon Emil Ammitzbøll er minister for. Hans styrke i forhold til hende er, at han sidder i regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg. De kommer begge til at spille en central rolle i at få den offentlige sektor til at løbe længere på literen.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Mai Mercado

Mai Mercado

Børne- og socialminister (K):

- Børne- og familiepolitikken ligger rigtig godt til en konservativ. Jeg kunne sagtens forestille mig, at hun vil tage nogle slagsmål. Jeg tror, det er en styrke for hende, at hun med sin egen profil – hun er selv småbørnsmor – vil tiltrække en vis interesse i medierne. Det kan hun udnytte positivt. Hun har en vis erfaring fra området som byrådsmedlem både i Odense og på Frederiksberg.

- Hun har muligheden for at blive en succes, men der er også en risiko for at drukne i forespørgsler fra de røde partier. Børneområdet er i fokus for dem.

- Internt skal man bemærke, at de andre partier i regeringen er mindst lige så konservative som hende selv på området. Det kan give nogle spændinger.  

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Merete Riisager

Merete Riisager

Undervisningsminister (LA):

- Hendes store styrke er, at hun ved en masse om området – hun er uddannet i pædagogik. Dertil kommer, at hun har masser af gåpåmod. Og så har vi for en gangs skyld en minister, der i udgangspunktet har lærerne med sig.

- De er meget utilfredse med folkeskolereformen. Netop reformen er samtidig hendes helt store svaghed: Hun skal forvalte et folkeskoleforlig, hun er lodret uenig i selv. Det bliver ikke nemt. Man kan meget som minister, men hun er ude af trit med holdningerne hos det store flertal – og det bliver ikke nemt.

Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix

Mette Bock

x

Mette Bock

Kulturminister (LA): 

- Hendes styrke er, at det parlamentariske grundlag vil det samme som hende. Hun får ikke de store problemer med at samle et flertal for eksempelvis at sælge TV 2, men spørgsmålet er, om hun vil bryde traditionen for brede forlig på medieområdet. Jeg tror, hun bliver nødt til at byde Mogens Jensen (S) op til dans, og det bliver nok ikke helt nemt.

- Regeringen kan derfor ende med at have slået større brød op i regeringsgrundlaget end ministeren er i stand til at bage. På det personlige plan har hun erfaring fra medieverdenen. Det er klart et plus. 

Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Transportminister (LA):

- Han har den samme svaghed som mange andre af Liberal Alliances ministre. Han har sagt nogle ting, der er lidt for vidtløftige i forhold til hvad der er praktisk muligt – og han er forholdsvis skeptisk over for offentlig transport. Det kan kollidere noget med, at der er tradition for meget brede forlig på transportområdet.

- Næst efter sexdriften er jernbanedriften den, der er sværest at styre. Det er klart svagheden ved Transportministeriet, at han får skældud hver evig eneste gang, der er et tog, der er forsinket. Det skal han passe på ikke at drukne i.

- Ole Birk er uddannet journalist og kender både mange ansatte i pressen og måden, de arbejder på. Det er en stor fordel. 

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Thyra Frank

Thyra Frank

Ældreminister (LA): 

- Hendes store styrke er, at hun er mere menneske end politiker. Alt det, som politik er, det er hun overhovedet ikke. Hun er ikke den udspekulerede type, som mange politikere er. Det spil spiller hun overhovedet ikke. Det er selvfølgelig umiddelbart en svaghed, men det kan ende med at blive hendes store styrke. Det skal hun udnytte det og tage rundt til landet og besøge en masse plejehjem.

- Hun må stole på sit instinkt, for nogen politisk taktiker har jeg svært ved at se, at hun kan være. Hun kan blive alt fra en kæledægge til klumpedumpe. Holdningen på Christiansborg lige nu er klart det sidste. Jeg vil ikke dømme hende ude, for netop på den post kan det vise sig, at Samuelsen har set helt rigtigt. 

Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix