Politik

Ny minister kaldt i samråd efter TV 2-afsløringer

SF og S kalder den nyudnævnte ældreminister i samråd efter TV 2's afsløring af kritisable forhold på flere af landets plejehjem.

SF og Socialdemokratiet kalder nu Liberal Alliances nye ældreminister, Thyra Frank, i samråd oven på TV 2's afsløringer af plejeforholdene på et plejehjem i Viborg.

- Våde bleer og alt for langt mellem badene. Det er ikke godt nok. Det er så vigtigt, at vi giver alle en værdig alderdom, siger SF's ældreordfører Kirsten Normann til TV 2, og uddyber:

- Vi har netop fået en ny ældreminister. Thyra Frank er berømt for at skabe en god alderdom på plejecentret Lotte. Men det må aldrig kun blive for de få. Mit mål er, at vi giver alle ældre en god og værdig alderdom. Men virkeligheden i dag er en anden. Jeg har netop indkaldt ministeren i samråd for at få klarhed omkring, hvordan regeringen vil sikre værdig ældrepleje.

Også Socialdemokratiet vil have ministeren i samråd. Partiets ældreordfører Astrid Krag siger her til aften til TV 2:

- Det kan ikke bruges til meget med fine ord på glittet regerings-papir, hvis virkeligheden er, at forholdene for de ældre bliver ringere og de ikke får den pleje og omsorg, som de fortjener.

Som TV 2 tidligere i dag kunnne afsløre, er fyldte bleer, aflyste bade og ældre, der må vente i sengen eller på toilettet, stadig en del af hverdagen på landets plejecentre.

Værdighedsmilliard har ikke hjulpet

Forholdene skulle ellers blive bedre, da et flertal i Folketinget sidste år bevilgede en ekstra milliard til ældreplejen - og tilmed gav den navnet værdighedsmilliarden.

Men folk som 78-årige Hans Schuster, der bor på et plejehjem i Bjerringbro, synes ikke han mærker noget til pengene.

Hans datter har flere gange fundet ham gennemblødt af urin på sin stue.

Cirka en tredjedel af værdighedsmilliarden - 338 millioner kroner - er blevet brugt til indkøb af ting så som gps-udstyr, cykler og iPads i ældreplejen.

Hvis man fordeler de resterende 662 mio. på alle landets plejekrævende ældre, vil de i gennemsnit kunne modtage 12 minutters ekstra pleje fra en sosu-assistent om ugen.