LA-minister vil alligevel ikke gøre det gratis at krydse Storebælt

16x9
Ole Birk Olesen (LA) erkender, at regeringens politik ikke er at fjerne broafgiften. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Regeringens politik er ikke at pille ved brotaksterne - men partiet mener det stadig, forsikrer transportordfører.

Danmarks nye transportminister Ole Birk Olesen (LA) kommer ikke til at fjerne broafgiften på Storebæltsforbindelsen – selv om det ellers er partiets officielle politik.

- Jeg repræsenterer regeringens politik nu, og regeringen har på nuværende tidspunkt ingen ambitioner nedskrevet i regeringsgrundlaget om, at det skal være gratis at køre over Storebælt, siger Ole Birk Olesen til fagbladet Ingeniøren.

For blot tre måneder siden slog partiets transportordfører Villum Christensen fast, at der nærmest kun vil være fordele i at droppe afgiften.

- Det er en vækstbarriere. Det er der ingen tvivl om. Jeg tror ikke, vi kan finde en eneste økonom, der er uenig i, at hvis vi fjerner broafgiften, så får vi et mere velstående samfund, sagde han til DR i august.

LA-udspil: Det vil give økonomisk vækst

Villum Christensen er valgt i Slagelse, hvor han også sidder i byrådet. Netop Slagelse og Nyborg er nogle af de kommuner, der har advokeret for at sænke broafgifterne mærkbart.

I Liberal Alliances 2025-plan, som partiet lancerede sidste år, slår partiet fast, at afgifterne på biler og brugen af dem ”langt overstiger de offentlige omkostninger ved trafikken, og den nuværende omkostning ved at køre over Storebælt udgør en barriere for udviklingen, især på Fyn og det vestlige Sjælland”.

- Hvis afgiften fjernes, vil det umiddelbart kunne aflæses i områdernes økonomiske vækst, og det vil binde Danmark endnu bedre sammen, skriver partiet.

Vi følger naturligvis regeringen, men vil arbejde for en gradvis nedsættelse af taksterne efter nedbringelse af gæld frem for at bruge pengene til andre ting

Villum Christensen (LA), transportordfører

Ordfører: Det er stadig vores politik

Partiet ønsker i stedet at finde pengene på finansloven, eksempelvis ved at reducere erhvervsstøtten.

I maj sidste år stillede Liberal Alliance et beslutningsforslag om at afskaffe broafgiften. Det led imidlertid en krank skæbne i folketingssalen: Kun Liberal Alliance selv stemte for forslaget. De resterende 109 fremmødte parlamentarikere trykkede på den røde knap.

I en sms til TV 2 oplyser transportordfører Villum Christensen (LA), at partiet ikke har ændret holdning.

- Vi følger naturligvis regeringen, men vil arbejde for en gradvis nedsættelse af taksterne efter nedbringelse af gæld frem for at bruge pengene til andre ting.

Efter planen er Storebæltsbroen betalt i 2029. I dag koster det mellem 125 og 365 kroner at krydse Storebælt i personbil.