DF-formand lægger luft til Kristian Jensen: Det er ikke os, der har valgt ham

Den nye finansminister ”har skrevet bøger og har sine holdninger”. Men han må også være professionel, siger Kristian Thulesen Dahl.

Snakken i krogene på Christiansborg har siden regeringsdannelsen gået på, at regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, ikke er helt begejstret for i hvert fald én af de nye ministre.

Støttepartiets forhold til afgående finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) var særdeles godt. Forholdet til den nye finansminister, Kristian Jensen(V), har ikke været nært så godt, siges det.

Tirsdag konfronterede TV 2 Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), med gangsnakken.

Hvad siger I til den nye finansminister?

- Jamen, vi byder ham velkommen som finansminister, siger Thulesen Dahl til TV 2.

DF-formand: Vi er professionelle

Du trækker lidt på det?

- Nej, men jeg siger bare, at han er jo finansminister. Vi er professionelle folk. Vi er voksne mennesker. Vi samarbejder med dem, vi skal samarbejde med, siger DF-formanden.

Det er Lars Løkke Rasmussens "opgave at fordele posterne", anerkender han.

- Vi samarbejder med dem, der er. På transportområdet vil vi også samarbejde med Ole Birk Olesen (LA), selv om vi i den grad har haft nogle kontroverser med ham rent politisk. Men derfor kan vi sagtens sætte os omkring et bord, siger han og fortsætter:

- Jeg tror, analysen i går var, at Claus Hjort Frederiksen blev sat i Forsvarsministeriet for at kunne være med i K-udvalget for at være en slags DF-minister og holde en varm linje til os. Jeg ved ikke, hvordan de vil gøre det her, siger han.

Varm linje til Jensen?

Spørgsmålet er så, hvordan det kommer til at gå med at have en varm linje til den kommende finansminister.

I sin bog ”I Danmarks tjeneste”, som Kristian Jensen har udgivet tidligere på måneden, kalder han det "naturligt", at Dansk Folkeparti på et tidspunkt må gå i regering og dermed påtage sig det tungeste ansvar, man kan som parti.

- Jeg er ikke i tvivl om, at magtens åg vil komme til at hvile tungt på DF's skuldre, og at det vil være umuligt for dem at fortsætte deres nuværende ansvarsfrie løftepolitik, lyder bredsiden fra Kristian Jensen i bogen.

Kristian Thulesen Dahl håber, at han fortsat har en god kontakt til finansministeren.

- Jeg satser da på at kunne have en varm linje til Kristian Jensen. Nu er han blevet finansminister. Og ja, han har skrevet bøger og har sine holdninger. Men nu må han jo også tage det her professionelt, ligesom vi andre gør, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.