Ny regering

Sophie Løhde i tårer: - Jeg bliver en lille smule rørt

En tårevædet Sophie Løhde tager afsked med sundhed- og ældreministeriet.

- Jeg kan ikke kigge på jer, siger Sophie Løhde, som netop har fået titlen som minister for offentlig innovation.

Med en grådkvalt stemme forsøger den tidligere sundheds- og ældreminister at takke Sundhedsministeriet for knap to år i huset.

- Så vil jeg gerne sige en særlig tak til Thomas, som har været og er en fantastisk pressechef herovre. Jeg har også sat rigtig stor pris på vores samarbejde, fortsætter Sophie Løhde med en stemme, der er tæt på at knække.

Den 33-årige minister tørrer sine fugtige øjne, inden hun ihærdigt forsøger at fortsætte:

- Også tak til dig…

Sophie Løhde

Sophie Løhde (V) er ny minister for offentlig innovation.

Løhde har fungeret som psykiatri- og SU-ordfører samt ordfører vedr. Færøerne. I 2009 blev hun udnævnt til forebyggelsesordfører og i 2010 til kommunalordfører. Hun har desuden været sundhedsordfører for Venstre og efter valget i 2015, blev hun udnævnt til sunhedsminister.

Løhde har siddet i Folketinget siden 2007.

Længere når Sophie Løhde ikke, før salen bryder ud i en sympatiserende latter. Ministeren begynder endnu en gang at fjerne de frembrusende tårer i sine øjne. Hun vifter med armene for at få lidt luft til sit ansigt. Med et bævende smil forsøger hun at komme til sig selv - men det lykkedes ikke rigtig.

- I må love mig ikke at sige noget til dem over i finans (Finansministeriet, red.), joker hun.

En særlig betydning

Siden slutningen af juni 2015 har Sophie Løhde haft ansvaret for sundhed- og ældreområdet.

Hun beskriver sig selv om en ældre kvinde i en ung krop. Derfor har de to områder også haft en særlig betydning for hende, forklarer hun.

Til forskel fra hendes tid i Sundhedsministeriet bliver ministeriet nu delt op i to. Liberal Alliances Thyra Frank (LA) bliver ældreminister og Venstres Ellen Trane Nørby (V) bliver sundhedsminister.

I dag var det Sophie Løhdes opgave at give stafetten videre.

- Jeg bliver en lille smule rørt og berørt over at stå her, siger ministeren, inden hun skal afgive posten som sundhedsminister til Ellen Trane Nørby.

- Sundhedsområdet har altid ligget mig og mit hjerte nært. Og derfor håber jeg, at du vil passe ligeså godt på sundhedsvæsenet, som jeg har forsøgt at gøre, sagde den 33-årige minister til Ellen Trane Nørby, som fik en sparebøsse af den tidligere sundhedsminister, og fortsatte:

- Så du kan passe godt på pengene og fordele dem med omtanke. Og gem dem nu godt, for jeg ved, hvor mange penge I har fået. Det skal jeg nok lade være med at bruge imod jer.

Pas godt på ministeriet

Til Thyra Frank gav Sophie Løhde en bridge-blanding og en række magasiner med fokus om at forbedre demensområdet.

- Jeg håber, at du vil blive Danmark næste, bedste og største demensven og dermed give demensområdet det løft, som det fortjener efter, i alt for mange år, at være glemt.

Sophie Løhde afsluttede overrækningen af sit tidligere ministerium med at ønske de to nye ministre held og lykke.

- Lov mig at passe godt på det. Og held og lykke til jer begge to.