Sass og Gade i fælles front: Partier behøver flere penge

16x9
Søren Gade. Foto: Jens Astrup / Scanpix Denmark

Et bredt flertal vil hæve folketingsgruppers økonomiske støtte med 40 procent.

Der er brug for at hæve den økonomiske støtte, som folketingsgrupperne modtager til deres arbejde.

Det understreger gruppeformændene for både Socialdemokratiet og Venstre, efter at der har været kritik af, at et bredt flertal har aftalt at øge støtten med 40 procent.

- Jeg har ikke nogen illusion om, at jeg kan forklare det, så folk synes, at det er en god idé. Men det er bare sådan, at demokrati koster penge, siger gruppeformand Søren Gade (V).

Model fra 1995

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, ønsker kun at kommentere skriftligt.

- Kravene for hurtigt at levere fagligt kompetente svar er steget markant de seneste år.

- Derfor har vi indgået en bred aftale, der styrker partierne økonomisk og dermed deres mulighed at trække på ekspertbistand, lyder hans forklaring.

Den støtte, folketingsgrupperne modtager til at ansætte personale, følger en model, der blev vedtaget i 1995. Siden er den ganske vist blevet pristalsreguleret.

Ny regering gør det aktuelt

Men der er alligevel behov for at øge den med 52 millioner kroner nu, mener alle partier, undtagen DF og Enhedslisten. Dengang blev støtten nemlig beregnet ud fra, hvad det kostede at ansætte sekretærer.

I dag er der i højere grad brug for akademikere og presserådgivere, som koster mere, lyder forklaringen.

Aftalen er koblet sammen med en aftale om at lade små partier indkalde suppleanter for deres ministre, hvis de går i regering. Det er blevet aktuelt, efter at De Konservative er gået i regering med LA og Venstre.

Afviser at snige aftalen ud

Søren Gade afviser, at partierne har forsøgt at snige aftalen ud, mens alle er optaget af, at der er ved at blive dannet ny regering.

- Det er svært for politikere at luske noget igennem. Det har vi gudskelov en presse, der sørger for ikke kan ske, siger han.

- At det kommer nu, skyldes simpelthen, at der skulle laves en aftale om orlovsordninger til De Konservative. Derfor blev det begge forslag, der kom igennem.

- Men jeg har intet ønske om, at man ikke debatterer det, vi gør. Hvis man ikke kan forsvare det, man laver, så skal man lade være med at gøre det, siger Søren Gade.