Videofortælling

Mød de 22 ministre, der skal lede Danmark

Videofortælling

Mød de 22 ministre, der skal lede Danmark

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har præsenteret hele sit nye ministerhold på Amalienborg.
Danmarks nye borgerlige trekløverregering består af 22 ministre.
13 af dem er fra Venstre, seks fra Liberal Alliance og tre fra Konservative.
13 af ministrene er mænd, ni er kvinder.
Mød dem her. 

Lars Løkke Rasmussen (V)

Statsminister

Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætter som statsminister og regeringsleder. 
Lars Løkke Rasmussen har været Danmarks statsminister siden 28. juni 2015 (i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II). Han var også statsminister fra 5. april 2009 til 3. oktober 2011. Han har været formand for Venstre siden maj 2009.
Løkke Rasmussen sad som indenrigs- og sundhedsminister i to regeringer under Anders Fogh Rasmussen og efterfølgende blev Løkke Rasmussen  den 23. november 2007 udnævnt til finansminister i regeringen Anders Fogh Rasmussen III. Den 5. april 2009 blev han statsminister efter at  Anders Fogh Rasmussen havde trukket sig som følge af udnævnelsen til generalsekretær for NATO.
Løkke Rasmussen har været medlem af Folketinget siden den 21. september 1994.

Anders Samuelsen (LA)

Udenrigsminister

Anders Samuelsen (LA) bliver ny udenrigsminister. Han overtager posten efter Kristian Jensen (V). Valget af Anders Samuelsen er overraskende, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe. 
Han har tidligere været medlem af Folketinget fra 1998 til 2004 for Det Radikale Venstre, som han også repræsenterede i Europa-Parlamentet fra 2004 til 2007. Samuelsen har siddet i Folketinget for Ny Alliance/Liberal Alliance siden den 7. maj 2007, som han stiftede sammen med Naser Khaderog Gitte Seeberg, som begge siden har forladt partiet. 
I sommeren 2008 blev et nyt og mere liberalt partiprogram vedtaget samtidig med, at partiet skiftede navn til Liberal Alliance. Anders Samuelsen blev partileder efter Naser Khaders farvel til LA i januar 2009.

Søren Pape (K)

Justitsminister

Søren Pape Poulsen (K) bliver ny justitsminister. Han overtager posten efter Søren Pind (V).
Pape Poulsen er formand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti. Han blev valgt til Folketinget i Vestjyllands Storkreds ved valget i juni 2015.
Pape Poulsen overtog posten som politisk leder for De Konservative efter Lars Barfoed i august 2014 og blev efterfølgende valgt som formand på et ekstraordinært landsråd i september 2014.
Fra 2010-2014 var Pape Poulsen borgmester i Viborg Kommune.

Claus Hjorth Frederiksen (V)

Forsvarsminister

Claus Hjort Frederiksen (V) bliver ny forsvarsminister. Han overtager posten fra Peter Christensen (V), der dermed er færdig i regeringen.
Claus Hjort Frederiksen sad som beskæftigelsesminister under Anders Fogh Rasmussen fra 2001 til 2009. Han kom fra en stilling som partisekretær i Venstre - en stilling han bestred fra 1985 til 2001. Med Lars Løkke Rasmussens overtagelse af statsministerposten i 2009 blev Hjort Frederiksen finansminister, hvilket han var frem til 2011, hvor Venstre mistede magten,
Da blå blok vandt valget i 2015 trådte Claus Hjort Frederiksen igen til som finansminister. Han har været valgt til Folketinget siden 2005.

Simon Emil Ammitzbøll (LA)

Økonomi- og indenrigsminister

Liberal Alliances politiske ordfører i Folketinget, Simon Emil Ammitzbøll (LA), skal være ny økonomi- og indenrigsminister. Økonomi- og Indenrigsministeriet bliver genoprettet, efter det blev nedlagt efter regeringsdannelsen sidste år.
Ammitzbøll sad i Folketinget fra 2005 til 2008 for Det Radikale Venstre. Han meldte sig 8. oktober 2008 ud af Det Radikale Venstre og var i en kort periode løsgænger.
4. januar 2009 blev det offentliggjort, at Ammitzbøll ville stifte et nyt parti, og to dage senere blev Borgerligt Centrum præsenteret ved et pressemøde på Christiansborg. Borgerligt Centrum blev dog nedlagt kort efter, og Simon Emil Ammitzbøll tilsluttede sig den 16. juni 2009 Liberal Alliance.

Kristian Jensen (V)

Finansminister

Kristian Jensen (V) bliver finansminister i den nye trekløverregering. Han overtager posten fra Claus Hjort Frederiksen (V).
Jensen har fungeret som skatteminister fra 2004 til 2010 under først Anders Fogh Rasmussen og siden Lars Løkke Rasmussen. Kristian Jensen var gruppeformand for Venstre indtil udnævnelsen til udenrigsminister den 28. juni 2015. 
Kristian Jensen er næstformand for Venstre. Han blev valgt til Folketinget i 1998.

Brian Mikkelsen (K)

Erhvervsminister

Brian Mikkelsen (K) bliver ny erhvervsminister i den nye trekløverregering. Han overtager posten fra Troels Lund Poulsen (V).
Mikkelsen var kulturminister fra 2001 til 2009 i regeringerne Anders Fogh Rasmussens regeringer. Da Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposte i 2009 blev han udnævnt til justitsminister. Ved ministerrokaden 2010 blev han økonomi- og erhvervsminister; en post som han bestred frem til Folketingsvalget 2011, hvor blå blok mistede regeringsmagten.
Brian Mikkelsen har siddet i Folketinget siden 1994.

Troels Lund Poulsen (V)

Beskæftigelsesminister

Troels Lund Poulsen (V) bliver ny beskæftigelsesminister. Han overtager posten fra Jørn Neergaard Larsen (V).
Lund Poulsen har fungeret som miljøminister i Anders Fogh Rasmussens regering fra 2007. Den 23. februar 2010 blev han udnævnt til skatteminister. Herefter fulgte en kort periode som undervisningsminister indtil den blå regering mistede magten. 
Troels Lund Pulsen har været erhvervs- og vækstminister siden juni 2015 under Lars Løkke Ramussen. Han har siddet i Folketinget siden 2001.

Mai Mercado (K)

Børne- og socialminister

Mai Mercardo (K) bliver ny børne- og socialminister. Hun overtager børneministerposten efter Ellen Trane Nørby (V) og socialministerposten efter Karen Ellemann (V).
Mercado er uddannet cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet i 2008 og har siden arbejdet som konsulent i Energinet.dk. Hun har været medlem af Odense Byråd fra 2005 til 2012. for Konservative.
Mai Mercado blev valgt til Folketinget i 2011.

Ellen Trane Nørby (V)

Sundhedsminister

Ellen Trane Nørby (V) bliver ny sundhedminister. Hun overtager posten fra Sophie Løhde (V).
Trane Nørby har fungeret som både mediepolitisk ordfører og politisk ordfører for Venstre. Hun har desuden været medlem af Udenrigsudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udvalget vedr. Internationalt Ligestillingsarbejde, Kulturudvalget og Udvalget for Klima, Energi og bygninger
Hun har været børne-, undervisnings- og ligestillingsminister siden juni 2015 og medlem af Folketinget siden 2005.

Karsten Lauritzen (V)

Skatteminister

Karsten Lauritzen fortsætter i sit nuværende embede som skatteminister.
Han har tidligere været integrations- og udviklingsordfører for Venstre og derefter partiets retsordfører. Den 28. juni 2015 tiltrådte han som skatteminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II.
Karsten Lauritzen har siddet i Folketinget siden 2007.

Ole Birk Olesen (LA)

Transportminister

Den nuværende finansordfører og formand for Folketingets Finansudvalg, Ole Birk Olesen (LA), bliver ny transportminister. Han overtager posten fra Hans Christian Schmidt (V).
Ole Birk Olesen blev valgt til Folketinget som spidskandidat for Liberal Alliance i Østjyllands Storkreds i forbindelse med folketingsvalget 2011.
Op til sit valg til Folketinget var Ole Birk Olesen efter publikationen af bogen Taberfabrikken i maj 2007 i flere år en hyppigt brugt liberal debattør i medierne.

Lars Christian Lilleholt (V)

Energi-, forsynings- og klimaminister

Lilleholt er tidligere medlem af Odense Byråd og har været valgt til Folketinget siden 2001. Han er tidligere ordfører for energi og klima og søfart.
Den 28. juni 2015 blev han præsenteret som ny energi-, forsynings og klimaminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II.

Inger Støjberg (V)

Udlændinge og integrationsminister

Inger Støjberg (V) beholder titlen som udlændinge- og integrationsminister. Hun mister dog boligministeriet, som bliver overtaget af Ole Birk Olesen (LA).
Støjberg sad som beskæftigelses- og ligestillingsminister fra 2009, dog blev sidstnævnte ministerpost overtaget af Lykke Friis i forbindelse med ministerrokaden i februar 2010. Posten som beskæftigelsesminister overgik til Mette Frederiksen (S) den i oktober 2011.
Den 28. juni 2015 blev hun udnævnt til udlændinge-, integrations- og boligminister. Inger Støjberg har været medlem af Folketinget siden 2001.

Mette Bock (LA)

Kirke- og kulturminister

Mette Bock (LA) bliver kirke- og kulturminister i den nye trekløverregering. Den post overtager hun fra Bertel Haarder (V).
Bock har arbejdet som ekstern lektor ved Handelshøjskolen i Århus og gennem mange år har hun desuden været censor i statskundskab ved Odense og Københavns Universitet. Mette Boch har også arbejdet som programdirektør i DR.
Mette Bock blev valgt til Folketinget i Sydjyllands Storkreds for første gang i 2011.

Søren Pind (V)

Forskningsminister

Søren Pind bliver ny forskningsminister. Han overtager posten fra Ulla Tørnæs (V), der skal være ny minister for udviklingssamarbejde.
Søren Pind har fungeret som minister for udviklingsbistand fra 2010 til 2011 og som integrationsminister i 2011 under Lars Løkke Rasmussen.
Med blå bloks valgsejr i juni 2015 blev Pind udnævnt til justitsminister. Han har været valgt til Folketinget siden 2005.

Sophie Løhde (V)

Minister for offentlig innovation

Sophie Løhde (V) er ny minister for offentlig innovation.
Løhde har fungeret som psykiatri- og SU-ordfører samt ordfører vedr. Færøerne. I 2009 blev hun udnævnt til forebyggelsesordfører og i 2010 til kommunalordfører. Hun har desuden været sundhedsordfører for Venstre og efter valget i 2015, blev hun udnævnt til sunhedsminister.
Løhde har siddet i Folketinget siden 2007.

Ulla Tørnæs (V)

Minister for udviklingssamarbejde

Ulla Tørnæs (V) bliver ny minister for udviklingssamarbejde. Hun har indtil i dag været uddannelses- og forskningsminister.
Ulla Tørnæs sad som undervisningsminister fra 2001 til 2005, hvorefter hun blev minister for udviklingsbistand indtil den 2010. Tørnæs har fungeret som politisk ordfører fra 1998-2001, og som arbejdsmarkedsordfører fra 2010-2013.
Hun blev valgt til Folketinget i 1997.

Karen Ellemann (V)

Minister for ligestilling og nordisk samarbejde

Karen Ellemann (V) bliver ny minister for ligestilling og nordisk samarbejde. Hendes post som socialminister bliver overtaget af Mai Mercado (K) og ny indenrigsminister bliver Simon Emil Ammitzbøll (LA).
Karen Ellemann sad som indenrigs- og socialminister fra april 2009 til februar 2010 i statsminister Lars Løkke Rasmussens regering. Den 23. februar 2010 blev hun udnævnt til miljøminister samt minister for nordisk samarbejde.
Efter Folketingsvalget i 2015 blev Karen Ellemann udnævnt som Social- og Indenrigsminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II. Ellemann har været medlem af Folketinget siden 2007.

Merete Riisager (LA)

Undervisningsminister

Merete Riisager (LA) bliver ny undervisningsminister. Hun overtager posten fra Ellen Trane Nørby (V).
Hun er opstillet i Fyns Storkreds og har været det for Liberal Alliance siden 2011. Hun har fungeret som børne - og undervisningsordfører, samt kommunal og ligestillingsordfører.

Esben Lunde Larsen

Miljø- og fødevareminister

Esben Lunde Larsen (V) fortsætter som miljø- og fødevareminister.
Den 28. juni 2015 blev han præsenteret som uddannelses- og forskningsminister i Regeringen Lars Løkke Rasmussen II.
Esben Lunde Larsen blev d. 29. februar 2016 udnævnt til ny miljø- og fødevareminister efter Eva Kjer Hansens afgang som følge af kritikken af Landbrugspakken.
Lunde Larsen blev valgt ind i Folketinget i 2011.

Thyra Frank

Ældreminister

Thyra Frank (LA) er ny ældreminister.
Thyra Frank har arbejdet indenfor ældrepleje siden 1975 og har siden 1988 været forstander for plejehjemmet Lotte på Frederiksberg.
Thyra Frank sad i Folketinget fra 2011 til 2015, hvor hun tabte kampen om at blive spidskandidat i  Nordjyllands Storkreds til Christina Egelund.