Peter Christensen er færdig - igen

En af de helt store Venstre-profiler, forsvarsminister Peter Christensen, kommer ikke med på Løkkes nye ministerhold, erfarer TV 2.

Peter Christensen (V) er færdig som forsvarsminister.

Det erfarer TV 2.

Peter Christensen (V) er ellers af Altingets politiske kommentator Erik Holstein blevet kaldt for "Venstres nye Hjort" - den nye, yngre udgave af partiets mand Claus Hjort Frederiksen. 

Men ikke desto mindre har den erfarne Claus Hjort Frederiksen overtaget hans stilling.

Fik en "røvfuld"

Det er ikke første gang, at Peter Christensen er blevet skubbet ud i kulden. 

Parlamentarisk karriere: Peter Christensen

  • Forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde fra 30. september 2015.
  • Skatteminister fra 8. marts 2011 til 3. oktober 2011.
  • Statsrevisor fra 1. oktober 2010 til 7. marts 2011.
  • Finansordfører 2011-2015 og 2005-2009, politisk ordfører 2009-2011 og skattepolitisk ordfører 2001-2005. Medlem af Finansudvalget 2011-2015 og 2004-2009 og Skatteudvalget 2001-2011, næstformand 2005-2007. Medlem af Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal 2007-2011.

Kilde: Folketinget

I juni sidste år kom den helt store Venstre-profil ikke i Folketinget. Peter Christensen fik med egne ord en "røvfuld" ved valget i år. Ved valget i 2011 fik han et flot personligt valg med næsten 13.000 personlige stemmer. I juni fik han blot 5.133 personlige stemmer, hvilket altså ikke rakte til en plads på tinge, da Venstre gik markant tilbage. 

Efter valget skrev Peter Christensen selv på Facebook, at "Venstre har fået en røvfuld af Dansk Folkeparti - og det har jeg også".

Dermed var 14 år i Folketinget slut for den markante Venstre-politiker. 

Erstattede Carl Holst

Pausen fra dansk politik skulle dog vise sig at være kortvarig.

Få måneder senere offentliggjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmarks nye minister for forsvar og nordisk samarbejde hed Peter Christensen. Det skete til fordel for Carl Holst (V).

"Venstre nye Hjort" var dermed inde i varmen igen.

Peter Christensen har i mange år været en af Lars Løkke Rasmussens nærmeste fortrolige. Det var blandt andet synligt under formandsopgøret i Venstre sidste år. Her var Peter Christensen en af de mest udtalte støtter til Lars Løkke Rasmussen.

Men på trods af et tæt bånd med statsministeren er Peter Christensen - som ellers er blevet spået en lovende fremtid som finansminister i en blå regering - endnu en gang røget ud i kulden. 

Peter Christensen blev tilbage i april atter opstillet til Folketinget - denne gang for Venstre i Næstvedkredsen. Det er søndag aften uvist hvorvidt han fortsætter som kandidat.

Her er regeringens 22 ministre