Ny regering tæt på: Samuelsen tror på det lykkes i dag

Den Konservative folketingsgruppe har allerede sagt ja til regeringsgrundlaget. Liberal Alliance tror på, en aftale er lige oppe over.

Søndag formiddag og middag fortsætter regeringsforhandlingerne mellem Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti på Marienborg. Og dagens møde kan vise sig at blive det sidste, inden regeringsgrundlaget præsenteres for offentligheden.

Sådan kan den seneste udmelding fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, i hvert fald godt tolkes.

- Jeg tror selvfølgelig på, at det er i dag, at det lykkes os at få skabt grundlaget for det mest ambitiøse, positive og optimistiske regeringsprogram, som Danmark har set, siger Anders Samuelsen på vej ind til forhandlingerne søndag formiddag.

Vigtigt med tydeligt ideologisk aftryk

Adspurgt hvordan han har tænkt sig at få Dansk Folkeparti til at stemme for regeringens politik, svarer Anders Samuelsen, at han mener, det i regeringsgrundlaget er vigtigt at tegne retningen "så rent som muligt op". 

Et klart ideologisk aftryk og en tydelig politisk retning i regeringsgrundlaget kan nemlig bruges til at lægge pres på Dansk Folkeparti i fremtidige politiske forhandlinger, siger Anders Samuelsen.

- Jo tydeligere man er i, hvad man vil, og hvor godt det bliver for Danmark, jo større er sandsynligheden også for, at man kommer et godt stykke af vejen, siger Anders Samuelsen.

Ifølge TV 2s oplysninger holder Liberal Alliances folketingsgruppe et telefongruppemøde søndag klokken 13.

Konservative bakker op om regeringsgrundlaget

Det er ikke mere end en time siden, at formanden for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, fik opbakning fra sin folketingsgruppe til at træde ind i regeringen.

Det skete efter, han ved et gruppemøde søndag formiddag præsenterede hovedpunkterne i det kommende regeringsgrundlag.

- Hvis konturerne ender som det ser ud til nu, så synes vi selv, at vi har fået et rigtig godt grundlag at sidde i regering på, sagde Søren Pape Poulsen efter mødet.

Han har nu fuld opbakning til at fortsætte forhandlingerne  - for der mangler stadig lidt. 

- Folk kan se, at der er de aftryk, vi sagde, der skulle være for at vi overhovedet kan træde ind i regeringen. Det er selvfølgelig med det forbehold, at der er nogle ting, vi ikke er færdige med endnu. Men det tror jeg, vi bliver. 

Ny regering stadig afhængig af DF

Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance forhandler i disse dage med Venstre om et nyt regeringsgrundlag.

Det sker efter, at Venstre inviterede de to partier til at deltage i en ny regering på partiets landsmøde i Herning tidligere i november.

Siden folketingsvalget i 2015 har Venstre været alene i en mindretalsregering med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som støttepartier.

Med 53 mandater bag sig i Folketinget vil en ny regering vil fortsat have behov for Dansk Folkepartis mandater for at danne flertal.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er politisk langt fra hinanden, ikke mindst i forhold til væksten i den offentlige sektor og omkring topskatten.