Mikkelsen ny erhvervsminister - Mercado også minister

16x9
Brian Mikkelsen og Mai Mercado bliver nye ministre. Foto: Scanpix / Scanpix

De Konservative får både en erfaren og grøn minister på holdet.

En af de toneangivende profiler i Det Konservative Folkeparti gennem mange år, Brian Mikkelsen, bliver ny erhvervsminister. Samtidig bliver partiets tidligere politiske ordfører Mai Mercado børne- og socialminister.

Det erfarer TV 2.

Det er endnu uvist hvordan det nuværende Erhvervs- og Vækstministeriet bliver opdelt fremover. Siden regeringsskiftet sidste år, hvor ministeriet blev dannet i sin nuværende form, har Troels Lund Poulsen (V) været minister her. Hvordan det nye Børne- og Socialministerium bliver dannet er også uvist. 

Ti års erfaring som minister

50-årige Brian Mikkelsen har været medlem af Folketinget i mere end 20 år - og har tilmed ti års ministererfaring.

Han var minister tre gange i VK-regeringen: Først kulturminister fra 2001 til 2008 - den længst siddende i øvrigt - justitsminister fra 2008 til 2010 og økonomi- og erhvervsminister fra 2010 til oktober 2011, hvor Lars Løkke Rasmussen overdrog Statsministeriet til Helle Thorning-Schmidt (S).

Siden folketingsvalget sidste år har han blandt andet været finans- og erhvervsordfører for partiet, ligesom han har været næstformand i folketingsgruppen. Han har desuden været partiformand Søren Pape Poulsens sekundant i regeringsforhandlingerne på Marienborg.

35-årige Mai Mercado blev valgt til Folketinget i 2011 og var før det byrådsmedlem i Odense. Hun har siden været partiets politiske ordfører, men har siden april haft orlov fra Folketinget efter at hun blev mor for anden gang. Siden 2013 har hun desuden været medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Hendes nye hverv som minister betyder, at hun nu må forlade kommunalbestyrelsen. 

Her er regeringens 22 ministre