Politik

Eks-ministre fik 23,9 millioner sidste år

Selvom de har lagt kasketten på hylden, koster de stadig samfundet penge: Sidste år beløb eftervederlag og ministerpensioner sig til 23,9 millioner.

Det kan stadig mærkes på lønsedlen år efter, man som minister er stoppet i folkets tjeneste. 

Alene i 2015 modtog 30 forhenværende ministre det såkaldte ministereftervederlag til den samlede sum af 8,8 millioner kroner. Der var også 89 forhenværende ministre, der skulle have ministerpension. Det beløb sig til 14,8 millioner. Altså i alt 23,9 millioner kroner. Det oplyser Moderniseringsstyrelsen til Ritzau.

Pensionen giver sig selv, mens eftervederlaget kan være sværere at gennemskue. Når en minister fratræder sin post, har vedkommende ret til at få udbetalt et beløb svarende til sin ministerløn i en periode svarende til halvdelen af det antal måneder, vedkommende var minister, dog maksimalt i 36 måneder.

Er man en 'almindelig' minister, altså hverken stats-, udenrigs- eller finansminister, tjener man omkring 1.151.555 om året. Har man siddet på taburetten en hel periode på fire år, får man altså også over en million om året i to år, efter man er stoppet. Fortsætter vedkommende som medlem af Folketinget bliver lønnen for det arbejde modregnet.

Jo flere ministre, jo dyrere

Netop nu sidder statsminister Lars Løkke Rasmussen og er i gang med at udvide sin regering med endnu flere ministre, som også i fremtiden vil få nytte af både pension og eftervederlag. Det samme gælder selvfølgelig dem, der måtte blive fyret, når det nye hold skal ind.

Der har flere gange været rejst kritik af især ordningen med eftervederlag. Senest da Venstres Carl Holst forlod posten som forsvarsminister.

Det endte da også med, at Carl Holst frasagde sig eftervederlaget på 1.764.892,-.

Nye regler på vej

Der er dog nye regler på vej: I foråret blev et flertal i Folketinget enige om at ændre på politikernes pensionsvilkår.

Indtil nu har folketingspolitikere kunnet gå på pension allerede fra efterlønsalderen fremfor at vente til folkepensionsalderen. Og er man valgt ind før 2007, kan man allerede gå på pension som 60-årig.

Men de regler bliver ændret fremover, således at pensionsalderen for dem, der vælges ind ved næste valg, vil følge den almindelige pensionsalder, som løbende bliver hævet i takt med, at danskerne i gennemsnit lever længere. Derimod bliver der ikke ændret i størrelsen af politikerpensionen.

Du kan læse mere om ministervederlag, ministereftervederlag og ministerpension på http://www.modst.dk/Servicemenu/Nyheder-og-presse/Presse/Presseinformation/Lov-om-vederlag-og-pension-for-ministre.