Thulesen Dahl er sikker: Topskat kommer med i nyt regeringsgrundlag

Selvom han ikke sidder med ved bordet, har Kristian Thulesen Dahl en god ide om, hvad de tre andre blå partier kommer ud med inden længe.

Han sidder ikke med i en ny regering. Og han er ikke med til at forhandle om et nyt regeringsgrundlag. Alligevel har han en ide om, hvad Liberal Alliance, de Konservative og Venstre forhandler på plads på Marienborg i disse dage. De kommer nemlig ikke igennem med deres politik, uden at Kristian Thulesen Dahl og resten af Dansk Folkeparti lægger stemmer til.

Lad os bare starte fra en ende af og få Kristian Thulesen Dahls bud på, hvor det hele ender.

Topskat

DF-formanden er overbevist om, at topskatten vil blive nævnt i et kommende regeringsgrundlag. Anderledes kan det ikke være, når alle tre partier gerne vil have den lettet. 

- Liberal Alliance vil have procenten sat ned, og Løkke vil hæve grænsen for, hvornår man betaler topskat. Men mon ikke der bliver en fælles ambition om, at den skal ned. 

Hvad vil du sige, når de kommer med forslaget?

- Jeg vil sige til dem, at uanset hvordan regeringen er dannet, smal eller bred, så møder de et DF, der har akkurat samme holdning som altid: Skattelettelser skal gives til dem med de laveste indkomster.

Konklusion: Lettelser i topskatten bliver højst sandsynligt skrevet i regeringsgrundlaget, men det er ikke det samme, som at det bliver vedtaget i Folketinget.

Udlændinge

I det eksisterende regeringsgrundlag er der lagt vægt på, at Danmark er et kristent land. Og det skal der også stå i det næste, mener Thulesen Dahl.

- 'Pas på Danmark' skulle gerne være overskriften. Vi skal genvinde kontrollen og være herre i eget hus. Der vil være forskellige holdninger til udlændingespørgsmålet derinde, men de må vide, at hvis ikke DF kan være med til at sætte en kurs for Danmark på det område, så bliver det meget besværligt for dem at føre politik, siger han.

Konklusion: Regeringsgrundlaget skal optimalt give svar på om Danmark fortsat skal have grænsekontrol. Og hvis ikke det generelt er ambitiøst nok på udlændingeområdet, vil det få en tommelfinger nedad fra Dansk Folkeparti.

Forsvaret

Kristian Thulesen Dahl er overbevist om, at de tre partier inde ved forhandlingsbordet alle har en ambition om at styrke forsvaret og komme tættere på NATO-målet om at bruge 2 procent af BNP på det, selvom det kommer til at tage en del år at nå dertil.

- Det er et spørgsmål om en retning, og der tror jeg, forsvaret skal en del op. Nu har vi haft et forsvarsforlig, hvor vi har sparet, men bunden er nået, og nu skal retningen være, at det stille og roligt går opad, siger han.

Konklusion: Går udgiftspilen opad på forsvarsområdet, vil det få et positivt nik fra Dansk Folkeparti.

Ældre

Især på ældreområdet kan det blive svært for DF at sluge et kommende regeringsgrundlag, forudser Kristian Thulesen Dahl. De tre partier i den kommende nye regering operer nemlig enten med nulvækst eller minusvækst i den offentlige sektor, og det stemmer dårligt overens med, at der bliver flere og flere plejekrævende ældre.

- Jeg tror, de vil blive enige om nogle forblommede udtryk, men det afgørende er, om man accepterer, at den offentlige sektor godt må følge lidt med. Skal den bare skæres ned med minusvækst, så bliver det svært.

Konklusion: DF-formanden stiller sig på bagbenene, hvis der skæres på udgifterne til det offentlige. Derfor tror han også, at regeringen netop på det område vil nøjes med 'hensigter' og ikke være alt for konkrete.

Klima og miljø

Her er punktet hvor Kristian Thulesen Dahl er mest i tvivl om, hvad det ender med. Ifølge de Konservative er det et særligt punkt for dem, hvor det er vigtigt, at deres vælgere ved, at de vil mere end de andre. 

- Dilemmaet er, at når vi har vækst, er det også for virksomheder som ikke nødvendigvis er grønne, men derfor er det jo stadig nogle arbejdspladser, vi har brug for. For klimaet handler det jo ikke kun om hvad Danmark gør, men hvad hele verden gør. Og derfor hjælper det jo ikke, at vi laver en lovgivning, der bare er med til at eksportere arbejdspladser til udlandet, siger han.

Konklusion: Kristian Thulesen Dahl tror, at klima- og miljøområdet er det, der kan blive mest besværligt for den nye regering at blive enige om.

Dansk Folkepartis regeringsgrundlag

Hvis DF fik sin helt egen side i regeringsgrundlaget er der to ting, der ville være vigtigst at få med: Social balance og kontrol med indvandringen.

- Jeg frygter, at den nye regering kan glemme den sociale balance i det, de foretager sig. Og her vil DF spille en afgørende rolle i at minde dem om det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Og så er der selvfølgelig indvandringspolitikken. 

- Dansker skal være herre i eget hus. Det er noget vi vil have meget fokus på, når vi ser det samlede regeringsgrundlag.

Ville du gerne selv have været med til forhandlingerne?

- Ikke med de omstændigheder, der er nu, hvor det handler om at Løkke skal have afmonteret Liberal Alliance. Den dag de kommer til os med et blankt stykke papir og siger ’nu laver vi det sammen’, er det en helt anden sag, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis man som DF sidder med de afgørende mandater for, om forslag kan komme igennem, så er de jo nødt til at se på indrømmelser til os. Og det stille os jo i en unik situation, hvor vi kan få størst indflydelse på de punkter, der betyder mest for os, konkluderer en tilfreds DF-formand.

Forhandlingerne om regeringsgrundlaget fortsætter fredag morgen på Marienborg.