Politik

Statsministeren vil ikke sige, hvad Venstre får af Mærsk

BLOG: Pernille Skipper mener, at man bør få indsigt i, hvor store pengestrømmene er mellem private bidragsydere og politiske partier.

Statsministeren sagde i dag i folketingssalen, at han ikke ved, hvad Venstre får i støtte af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller Mærsk. Og at det i øvrigt også er ”fløjtende ligegyldigt”. Men om det er en vigtig interessekonflikt eller ej, burde han lade være op til vælgerne.

Venstres partiregnskab viser, at Venstre satte indsamlingsrekord i valgåret 2015. Partiet modtog lige knap 20 millioner kr. i private bidrag. En kæmpe fremgang siden sidst, som gør Venstre til den største modtager af valgbidrag af alle partier.

Med de nuværende regler kan vi se, hvem de største støtter er – over 20.000 kr. Men ikke, hvor meget de støtter med. Vi ved f.eks. ikke, hvor meget Mærsk har betalt til statsministerens parti. Kun at selskabet har betalt mere end 20.000 kr. Og der er jo forskel på, om man har modtaget 20.001 kr. eller 2 mio. kr. Eller 10 mio. kr. Det medgiver statsministeren såmænd også. Alligevel vil Venstre ikke fortælle os om beløbet.

Interessekonflikter

Og hvorfor er det interessant? Jo, det er det al den stund, at statsministerens parti har været med til at lave en række særdeles lukrative aftaler for Mærsk.

Jeg tænker her på Bankpakke 2, som Danske Banks aktionærer – og især hovedaktionæren Mærsk – har tjent milliarder af kroner på. 145 milliarder kr. til aktionærerne for at være præcis. Og på Nordsø-aftalen, som beskatter olien så lavt, at de danske skatteborgere er gået glip af milliarder i forhold til andre lande. Det er nemlig igen aktuelt, fordi Mærsk nu er på krigsstien og forsøger at true sig til at slippe endnu billigere i skat.

Valgkampe bliver dyrere og dyrere, og den private støtte bliver større og større. Penge betyder mere og mere i dansk politik. Og samtidig sidder statsministerens regering for tiden igen og skal forhandle beskatning af Nordsøen med Mærsk, hvilket hurtigt kan blive dyrt for skatteborgerne.

Det er da en interessekonflikt, der vil noget. Det betyder da noget. Og om beløbets størrelse er ”fløjtende ligegyldigt”, som statsministeren mener, eller ej, burde sådan set være op til vælgerne. Det burde ikke være hans valg.

Et reelt demokrati indebærer et kvalificeret kryds

Man kan godt klynge sig til, at vi er et af de mindst korrupte lande i verden. Men Danmark er gentagne gange blevet kritiseret af internationale organisationer for manglende åbenhed. Man kan også godt klynge sig til, at det ikke er et lovkrav, at beløbet offentliggøres, som statsministeren gjorde i dag. Men det er altså ikke ulovligt at fortælle om støttebeløb – det gør både Radikale og Enhedslisten helt uden at komme i karambolage med loven.

I et demokrati, der ofte bryster sig af, at være blandt verdens mindst korrupte lande, så bør man kunne få indsigt i, hvor store pengestrømmene er mellem private bidragsydere og politiske partier. Specielt når der er store økonomiske interesser på spil. Om det betyder noget for Venstres aftaler med Mærsk eller ej, kan jeg ikke vide. Men er kun rimeligt, at man som borger og vælger selv kan afgøre, hvad man mener om sådan en åbenlys interessekonflikt. Og skal man kunne det, indebærer det jo, at der er åbenhed om tallene.

Fordi et reelt demokrati er et system, hvor man ikke sætter krydser hvert fjerde år i blinde. Et reelt demokrati indebærer åbenhed og adgang til information, så man kan træffe et kvalificeret valg om, hvem der skal have magten.