Regeringsforhandlinger

Derfor er regeringsgrundlaget vigtigt: - Ellers kører sådan en regering hurtigt fast

Det kan være en hård proces at skrive et regeringsgrundlag, men det er helt nødvendigt, siger tidligere partileder og tidligere særlig rådgiver.

Da Lars Løkke Rasmussen sidste sommer kunne præsentere sin smalle etparti-regering, kunne han samtidig også præsentere et digert værk på 40 A4-sider om alt fra folkekirke, rigsfælleskab over økonomisk politik til udlændingepolitik.

Siden 1993 har danske regeringer skrevet et regeringsgrundlag – og V-regeringens var derfor det i 11. i rækken. Målt på omfang var det kun halvt så omfangsrigt som SR-SF-regeringens grundlag, der fyldte hele 80 sider og dermed er det hidtil største i danmarkshistorien.

Da Socialdemokratiets statsminister in-spe, Helle Thorning-Schmidt, skulle danne regering med Radikale Venstre og SF, var Noa Redington en af dem, der havde en helt central placering i forhandlingerne. Han var nemlig særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt og var derfor tæt på forhandlingerne i Crowne Plaza-hotellet i Ørestad. 

Hvad er et regeringsgrundlag?

Et regeringsgrundlag er en programerklæring, som skrives af de partier, der indgår i regeringen efter et valg.

Det skal signalere, hvor regeringen vil hen i den kommende regeringsperiode. Indtil 1993, hvor Nyrup-regeringen udarbejdede det første, har der i dansk politik ikke været tradition for udformningen af skriftlige offentliggjorte regeringsgrundlag, men siden dengang har alle regeringer udarbejdet et regeringsgrundlag. De gamle kan læses på Statsministeriets hjemmeside.

Noa Redington understreger, at grundlaget er helt nødvendigt som et politisk kompas for det kommende regeringssamarbejde.

- Man er nødt til at have et regeringsgrundlag for at have noget retning i arbejdet, så du kan gå i gang med det samme. Hvis ikke man har det, skal man starte hver dag med at sige, hvad det er man skal gøre, siger han til TV 2.

Helveg: Regeringen må gøre op hvad den vil

Tidligere politisk leder for Radikale Venstre, mangeårigt folketingsmedlem og tidligere minister, Niels Helveg Petersen, er enig.

- Vi synes, det er klogt af en enhver ny regering - og især en regering, der består af flere partier - at udforme et regeringsgrundlag. Ellers kører sådan en regering hurtigt fast, hvis den ikke har gjort op med sig selv, hvad det er den faktisk vil, siger han.

Spørgsmålet er så bare hvor meget, der skal stå i regeringsgrundlaget.

- Du kan betegne det lidt som en ægteskabskontrakt. Vil du helst ind i et ægteskab med en kontrakt på 70 sider eller 3-4 sider, siger Noa Redington.

Truede agerhøns

Hvorfor var det så langt dengang?  

- Det var tre partier, der var meget langt fra hinanden på nogle områder. Økonomisk politik ikke mindst. Det var et meget vanskeligt tidspunkt at være regering på. Derfor var der brug for at få tænkt godt og grundigt igennem, hvad det var der skulle ske. Det var udtryk for, at man skulle finde hinanden igen efter en proces, hvor man havde sat sig fra hinanden, siger han og husker særligt en passage om agerhøns.

Jo mere konkret du er, desto større sandsynlighed er der for, at nogle af de ting, du har sagt, ikke kommer til at ske

Noa Redington, tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S)

SR-SF-regeringen skrev ganske rigtigt på side 31, at ”arter som agerhøne og hare, der tidligere var var karakteristiske for det danske agerland ”nu er udsatte, og at det er ”håndgribelige tegn på at den intensive landbrugspraksis fylder alt for meget i det danske landskab”.

Men det kan være farligt at blive meget konkret i regeringsgrundlaget, pointerer Noa Redington.

- Jo mere konkret du er, desto større sandsynlighed er der for, at nogle af de ting, du har sagt, ikke kommer til at ske, bemærker han.

Det er især vigtigt for partier, der vil danne regering, at de prøver at blive enige om ting, de i forvejen ved, at de er uenige om

Niels Helveg Petersen (R), tidligere partileder og minister

Betyder også noget for debatten

Længden interesserer ikke rigtig Niels Helveg Petersen. Det handler mere om, hvad der står.

- Præcision er vigtigere end længde, vil jeg sige. Det er især vigtigt for partier, der vil danne regering, at de prøver at blive enige om ting, de i forvejen ved, at de er uenige om, siger han.

Hjælper det egentlig ret meget, når et regeringsgrundlag jo ikke engang er bindende?

- Det har den værdi, at det tvinger partierne til at tænke tingene igennem og fælde det ned på papir. Det har også betydning for den politiske debat i befolkningen om hvad den her regering vil, siger Niels Helveg Petersen.

Det handler om magt

Selv om det måske lyder banalt at nedfælde nogle sætninger i et Word-dokument, så kan processen være hård, pointerer Noa Redington.

- Det kan være en meget hård proces, for det handler også om magt – om at bestemme om man skal have skattelettelser i bunden eller i toppen. Det handler om magt, indflydelse og interesser og hvilke ministre, der skal være hvor. Det kan være en ret barsk proces.

Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har indtil videre haft to forhandlingsmøder om regeringsgrundlaget på Marienborg. Det er forventningen, at møderne fortsætter de kommende dage.