Løkke klar til at skrive regeringsgrundlag: - Jeg har haft to gode møder

Tirsdag begynder partierne at skrive et nyt regeringsgrundlag, siger statsministeren efter dagens møder på Marienborg.

Det var en ganske fortrøstningsfuld statsminister Lars Løkke Rasmussen, der kort efter klokken 14 kom ud fra sin embedsbolig, Marienborg, efter de første forhandlingsmøder med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

- Jeg har haft to gode møder med først Anders Samuelsen og senere Søren Pape, som begge meget klart signalerer et ønske om at tage ansvar. Det er meget konstruktivt. Jeg har også fået et godt billede af hvad de to partiers prioriteter er, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Tirsdag mødes han atter med partierne, og her vil de begynde at skrive et regeringsgrundlag. Og her begynder de med et blankt stykke papir, understregede han. Det skal være et nyt grundlag - ikke en omskrivning af det eksisterende af slagsen. 

- Det handler ikke om hvad jeg vil efterleve. Det handler om, at vi sætter os sammen med henblik på at skrive en fælles platform.

Vi skal give og tage. Hvis hver mand insisterer på, at vi skal flytte sammen på vedkommendes præmisser, bliver det ikke noget lykkeligt samliv

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

- Vi skal give og tage

Uenighederne i den borgerlige familie er til at tage og føle på. Sådan må det være, men statsministeren regner med, at partierne alligevel kan enes om et fælles regeringsgrundlag.

- Det er helt oplagt, at vi ikke er enige om alt. Vi er tre forskellige partier. Det er vi også, hvis det lykkes at lave en regering, men vi har et stort værdifællesskab. Vi skal give og tage. Hvis hver mand insisterer på, at vi skal flytte sammen på vedkommendes præmisser, bliver det ikke noget lykkeligt samliv.

Løkke har intet hastværk

Selv om partierne allerede mødes igen tirsdag, så har statsministeren ikke travlt.

- Det er den nødvendige tid. Danmark har jo stadig en regering, så det kan sagtens gå hen over weekenden. Vi har også nogle andre forpligtelser, sagde han.

Blandt forpligtelserne er blandt andet en spørgetime i folketingssalen tirsdag eftermiddag.