DF om ny regering: Lige så godt for os som i 00'erne
Partiformand Kristian Thulesen Dahl lægger ikke skjul på, at udsigten til en ny trepartisregering vil være gunstig for Dansk Folkepartis magt.
Med udsigten til en ny trepartisregering bestående af Venstre, Liberal Alliance og De Konservative, øjner Dansk Folkeparti muligheder for at få betydeligt mere magt.
Det fortæller formand Kristian Thulesen Dahl til TV 2 mandag aften.
- Det er altid meget behageligt at sidde med de afgørende mandater. Så kommer vi i en situation, hvor vi kan give dem flertallet. Det betyder, at hver gang de kommer med et udspil, så kan vi vurdere, hvor er det rigtigst for os at sætte ind for at få mest mulig af Dansk Folkepartis politik igennem, siger han og kalder situationen for "gunstig".
Ud af klemmen
Kristian Thulesen Dahl mener, at Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen er kommet i sådan en klemme med partiets ultimative krav om topskattelettelser, at statsminister Lars Løkke Rasmussens åbning for en trepartisregering er deres eneste mulighed for at komme videre.
- Der har jo ikke været i nærheden af 90 mandater på Christiansborg til at gennemføre det. Og så har de skulle ud af den klemme, de har sat sig selv i og en måde at komme ud af det på, er ved at kravle ind i regeringen. Det er det, man er i gang med nu, siger han.
Unik position til DF
Og det træk ender bare med at give Dansk Folkeparti en unik position, mener Dansk Folkepartis formand, og henviser til, at Anders Fogh Rasmussen i weekenden sagde, at situationen er bragt tilbage til 00'erne, hvor der sad en regering alene med flertal fra Dansk Folkeparti.
- Og det gav jo en god måde at samarbejde på, fordi der var klare linjer. Regeringen kunne komme med sit udspil, men det kunne kun komme igennem, hvis man også blev enig med Dansk Folkeparti, siger Kristian Thulesen Dahl.
Velkomne til at spørge om råd
På spørgsmålet om, hvorvidt der er noget, han ikke vil være med til, svarer Dansk Folkepartis partiformand:
- Vi skal ikke nikke ja til et regeringsgrundlag for en regering, vi ikke selv er med i. Det gjorde vi heller ikke sidste sommer, da Venstre dannede sin smalle regering. Så måtte de forhandle det stykke for stykke og bid for bid med Folketingets partier, herunder Dansk Folkeparti. Det er det samme med denne her regeringsdannelse.
- De er velkomne til at spørge om gode råd og hvad vi mener om det ene og det andet. De kan jo skrive det, så det bliver mere eller mindre nemt efterfølgende. Men vi kommer ikke til at blive taget til indtægt for det her regeringsgrundlag. Vi står jo frit, så vi kan forhandle i Folketinget, når de enkelte dele af et regeringsgrundlag skal forsøge at udmøntes i praktisk politik.
Danskerne skal være herre i eget hus
Og der er ingen udsigt til, at Dansk Folkeparti selv skulle træde i regering, understreger Thulesen Dahl.
- Der er ikke den nødvendige appetit for at få os med i en regering. Det var der ikke sidste sommer fra Venstres side, og det er der heller ikke nu.
Men på den anden side er der ikke tale om, at Dansk Folkeparit bliver holdt ude af forhandlingerne.
- Nej, jeg siger bare, at hvis vi skal gå i regering med andre partier, så skal de jo også være oprigtigt interesserede i at få os med. Så skal de være indstillet på at give os indrømmelser i et regeringsgrundlag, og der er vi ikke nu. Derfor er vores muligheder for at få indflydelse i praktisk politik, at få denne her nøglerolle.
- Hvis vi ender med at få de afgørende mandater, skal vi bruge dem til at sikre, at danskerne er herre i eget hus. Så er det os, der bestemmer, siger Kristian Thulesen Dahl og nævner i flæng EU, flygtninge-indvandrer og ældrepolitik, som et par af de områder, hvor Dansk Folkeparti kan tænkes at gøre en afgørende forskel i dansk politik.
- Det håber jeg, vi får. Mulighederne er ihvertfald blevet stærkt forøget for, at vi kan få det, så vi kan få sat vores fingeraftryk de afgørende steder.