Regeringsforhandlinger

Langballe: Det er manøvren, der kan skrive sig ind i parti-historien

Efter Venstres landsmøde nærmer mandagens forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag sig. Og lykkes manøvren står Løkke styrket tilbage.

Mandag formiddag går forhandlingerne om grundlaget for en ny trekløverregering i gang på Marienborg. Tidligere Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen fik sagt til TV 2, at de forhandlinger gerne skulle være overstået på en to-tre dage. Selvom den tidsfrist nok er lidt vel kort, så burde vi kunne forvente, at de tre partiledere fra Venstre, Liberal Alliance og Konservative kan træde frem sammen i den kommende uge og præsentere deres fælles grundlag for den nye regering.

- I sådan et regeringsgrundlag kan man jo skrive hvad som helst. I det nuværende står der, at man har en ambition om at sænke topskatten med fem procent hele vejen op, men det har Lars Løkke Rasmussen end ikke nævnt nu. Jeg tror, vi får et regeringsgrundlag, der gør op med topskat og registreringsafgift, siger TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe.

Nu hvor de tre partier skal til at arbejde sammen i stedet for at strides om netop topskat eller landbrugstiltag, er det vigtigt, at det tre partier får bundet hinanden op på nogle afgørende punkter. Ellers får de svært ved at fungere sammen i fremtiden, mener BT’s politiske kommentator Søs Marie Serup.

- Det vil være Løkkes tilgang til det, at han sætter nogle målsætninger, hvor der er nogle logiske konsekvenser. Han har tidligere opsat nogle pejlemærker som for eksempel, at Danmark skal være blandt de 10 rigeste nationer i verden. Det kunne være sådan nogle ting man oplistede, og de vil så have nogle konsekvenser for den førte politik, siger hun.

Dansk Folkeparti tilbage i den vante rolle

Så er der også spørgsmålet om samarbejdet med Dansk Folkeparti, der nu, igen, skal være eneste støtteparti til en Venstre-ledet regering. Et sted hvor partiet faktisk befinder sig ganske godt, mener Søs Marie Serup. Men det vil også bringe udfordringer med sig.

- Der vil komme nogle ting, de får svært ved, når DF er støtteparti. DF er noget mere globaliseringsskeptisk end de tre andre partier. Så der kan komme noget omkring adgangen for kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Og så er der også stor forskel i deres tilgang til EU, siger hun.

Og det er blot et par af de udfordringer, der kan komme på banen. Netop derfor kan det være en god løsning for Løkke at komme med hensigtserklæringer og overordnede mål i regeringsgrundlaget i stedet for at blive alt for konkret, siger Anders Langballe.

- En eller anden form for drøftelse skal han have med Kristian Thulesen Dahl, selvom han ikke skal godkende regeringens grundlag. Men jeg tror, at han vil acceptere en del, for det er jo slet ikke sikkert, at det kommer igennem. Husk på at der står ’lettelse i topskat på fem procent’ i det nuværende regeringsgrundlag, siger Anders Langballe.

- Det bliver nok svært at komme helt udenom topskat i et nyt regeringsgrundlag, men man kan måske klare sig med nogle lidt løsere vendinger, siger Søs Marie Serup.

Efter en weekend, der har vendt op og ned på situationen i dansk politik, står én ting i hvert fald klart: Det er et stærkere blå Danmark, der kan sætte sig til forhandlingsbordet mandag, siger Anders Langballe.

- Hvis den her manøvre lykkes for Løkke, så kan det komme til at skrive sig ind i partihistorien. Liberal Alliance er vokset og vokset, og mange har tolket det sådan, at de æder sig ind på Venstres vælgere. Det her kan vise sig at være vejen tilbage for et meget klemt Venstre, som får elimineret en af sine farligste fjender - nemlig Liberal Alliance.