Claus Hjort gav kendt kommentator en opsang

Finansminister Claus Hjort skoser den politiske kommentator Hans Engell. Landets eksperter bruger for meget tid på spekulationer, lyder dommen.

- Jeg hører så ofte oraklet Hans Engell (politisk kommentator, red.) tale om, hvor gammel jeg er, og hvor træt jeg er, og hvor næsten senildement det virker, de ting jeg foretager mig, siger finansminister Claus Hjort (V) i sin tale på Venstres landsmøde i Herning.

- Og det er da sikkert rigtigt, at Engell virker mere ungdommelig og frisk fyr-agtig. Men jeg vil så tilføje, at han heller ikke skal præstere noget.

Salen bryder ud i latter og klapsavle. 

Tilbage står Claus Hjort med et skævt smil på talerstolen. 

I sin tale retter finansministeren en skarp kritik mod landets politiske kommentatorer, heriblandt Hans Engell. Han mener, at de politiske kommentatorer spekulerer for meget - og at det har taget overhånd.

Finansministeren fortsætter kritikken, efter klapsavlen ebber ud:

- Jeg mistænker ham (Hans Engell, red.) for at have en feltseng slået op på TV 2 NEWS, så han kan springe op, når de kalder på ham. Det er jo egentlig et utroligt ressourcespild, at den mand ikke er fast ankermand i enhver regering, for så ville der ikke være mange fejl begået, siger han.

Fokus på politik

Claus Hjort er ikke den eneste, der har langet ud efter landets politiske kommentatorer.

I sin afsluttende tale på Venstres landsmøde skosede statsminister Lars Løkke Rasmussen pressen og kommentatorerne for allerede at spekulere i ministerposter, efter det kom frem, at statsministeren inviterede Liberal Alliance og Konservative ind i regeringen.

Det starter og slutter et andet sted. Det handler om politik.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister

- Hvem skal sidde i hvilke biler, hvor mange biler skal der være og den slags ting. Og det er også interessant, siger han og tilføjer:

- Men det starter og slutter et andet sted. Det handler om politik. Og jeg er glad for, at Anders Samuelsen og Søren Pape Poulsen har taget invitationen til sig. De har begge givet tilsagn om at gå konstruktivt ind i drøftelserne.

Engell: Det er typisk en presset regering

Ifølge Hans Engell handler kritikken om at flytte et fokus. 

- Det er typisk en presset regering at flytte fokus fra politik til en snak om eksempelvis kommentatorers spekulationer, siger han til TV 2.

- Regeringen bidrager selv til, at der bliver diskuteret mulige spekulationer. Det er en del af deres spin.

Den garvede kommentator tager derfor heller ikke kritikken personlig.

- Lars Løkke har en interesse i at få ro på. Han vil gerne skabe en god stemning, inden de tre partiledere skal mødes i morgen til forhandlinger, siger Hans Engell.

Afstemning