Regeringsforhandlinger

Løkke inviterer to ud af tre støttepartier med i regering

Statsministeren lægger i sin landsmødetale op til at udvide regeringen.

Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti kan meget snart få ministerbiler - og Danmark kan dermed få en borgerlig trekløverregering.

I sin tale på Venstres landsmøde inviterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til forhandlinger med de to borgerlige støttepartier med henblik på at udvide regeringen.

Det har været svært for den smalle Venstre-regering at få indfri ambitionerne, sagde statsministeren efter at have oplistet en række af regeringens resultater den seneste tid.

Løsning på gordisk knude

- Vi lægger os ikke ned, når det ser svært ud. Jeg lægger mig ikke ned, når det ser svært ud, understregede Lars Løkke Rasmussen.

Og svært har det set ud. 

Den borgerlige blok har gennem længere tid arbejdet med at løse en gordisk knude. Liberal Alliance har krævet lettelser i topskatten på fem procentpoint for alle, mens regeringens udspil har været kun at lette de skatteydere, der tjener under 1 million kroner. Samtidig har det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, afvist topskattelettelser. 

Liberal Alliances politiske leder, Anders Samuelsen, har indtil videre gentaget adskillige gange, at han agter at vælte regeringen kort efter nytår, hvis ikke topskatten bliver lettet med fem procentpoint inden da.

Det placerede regeringen i et krydspres, erkendte statsministeren. 

- Vi har brug for en bredere regering

- Vi har heldigvis nemt ved at blive enige med os selv, men det er til gengæld tilsvarende svært at blive enige med andre.

- Derfor er det min konklusion, at vi har brug for en stærkere Venstre-ledet regering, der favner en større del af vores parlamentariske grundlag. Det er på den baggrund, at jeg på mandag vil igangsætte en proces for at udvide regeringen. Det har jeg talt med Kristian Thuelsen Dahl (DF), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape Poulsen (K) om – og det sker i forståelse med dem. Vi er grundlæggende enig i analysen, fastslog statsministeren.

Mandag mødes han med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti på Marienborg. 

Morgenmøde med ministrene

Meldingen i landsmødetalen kom efter, at Lars Løkke Rasmussen lørdag morgen holdt telefonmøde med sine ministre, hvor de blev orienteret om indholdet af talen. Statsministeren holdt talen ganske tæt til kroppen indtil afholdelsen – og partiet har i strid med kutymen ikke udleveret talen til journalisterne på forhånd.

På Twitter byder tidligere folketingsmedlem, nuværende regionsrådsmedlem Martin Geertsen (V) velkommen til Liberal Alliance og Konservative i regeringen: