Politik

Kort før Løkkes tale: Ministre samlet til hastemøde

En time før statsminister Lars Løkke Rasmussen går på talerstolen på Venstres landsmøde er han i telefonmøde med regeringens ministre om indholdet.

Blot en time før Lars Løkke Rasmussen skal indtage talerstolen på Venstres landsmøde i Herning er luften tyk af rygter.

Statsministeren holder lige nu møde med sine ministre, for at orientere dem om talens indhold. En højst usædvanlig manøvre, siger TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Det er formentlig aldrig sket før, at en Venstre-statsminister har følt anledning til at orientere om sin landsmødetale inden den skulle holdes. Det er meget specielt, og må betyde, at statsminister Lars Løkke Rasmussen har en stor nyhed med, siger han.

Og når det netop er regeringens ministre, der skal orienteres, er det formentlig fordi den store nyhed kommer til at berøre dem.

- Jeg må understrege, at jeg ikke ved hvad nyheden er, men på de noget anderledes begivenheder lørdag morgen inden landsmødet, så er det fomentlig en større politisk nyhed eller et oplæg til en ændring af regeringens sammensætning, siger Anders Langballe.

Udover minstrene skulle støttepartierne Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti også være orienteret om det, der er på vej, hvad end det så er, siger BT's politiske kommentator Søs Marie Serup. Men alle tre partier er hermetisk tillukkede overfor pressen lørdag morgen.

- Vi har heller ikke fået talen her kort tid inden, den skal holdes, hvilket ellers er kutyme på et landsmøde. Og når ministrene først orienteres her til morgen i stedet for i går, så er det fordi, det er så vigtigt, at man ikke har turde satse på at de kunne holde det hemmeligt, hvis de havde fået det at vide noget før, siger Søs Marie Serup.

Under en time inden talen prøver Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen at tale spekulationerne ned.

- I går begyndte alle muligt rygter at eskalere. Regeringen har landet tre store politiske aftaler det seneste døgn, det er de ting vi ved. Resten er spekulationer, siger Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen.

Ved du, hvad der står i talen?

- Nej, gudskelov.