Nye ejendomsvurderinger på plads: Minister giver løfte til boligejerne
Ingen kommer til at betale mere i boligskat, lover skatteminister Karsten Lauritzen.
Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti er blevet enige om et nyt system til ejendomsvurderinger.
Det er aftalt, at ingen skal betale mere i boligskat som følge af de nye vurderinger. Det kan boligejerne være sikre på, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).
- Det, man har kæmpet med i syv år, nemlig at ejendomsvurderingerne ikke er præcise - det har vi nu fundet en løsning på, siger han.
I det nye ejendomsvurderingssystem bliver ejendommene opgjort efter de faktiske handelspriser i området. Der er lagt et såkaldt forsigtighedsprincip ind, så boligejerne ikke bliver beskattet af hele vurderingsbeløget, men kun af et beløb, der ligger 20 pct. under ejendomsvurderingen. Det betyder altså, at den usikkerhed, der altid vil være ved en vurdering, vil komme boligejerne til gode.
Såfremt boligejerne ønsker at klage, kommer det fremover til at koste 1.000 kroner.
Skrottet i flere år
Det nye system afløser det nuværende, der har været suspenderet siden 2013. Det skete efter kritik fra Rigsrevisionen, som påpegede, at vurderingerne ikke ramte præcist nok. Det er derfor i øjeblikket vurderingerne fra 2011 og 2012, der har dannet grundlag for opkrævningen af ejendomsskat.
Som led i aftalen er partierne også enige om at etablere en automatisk tilbagebetaling til de boligejere, der har betalt skat af en for høj vurdering siden 2011. Med aftalen får de automatisk penge tilbage i forlængelse af de nye 2018-vurderinger.
Det er i alt 700.000 boligejere, der kan se frem til at få flere penge tilbage – særligt husejere uden for de store byer. De kan i snit kan se frem til at få omkring 12.500 kroner tilbage, oplyser Skatteministeriet.
De nye vurderinger bliver blandt andet baseret på luftfotos, fremgår det af aftalen.
- En rigtig træls opgave
Tilbage udestår forhandlingerne om boligskatten. Den skal politikerne forhandle om senere.
- Der er politisk uenighed om beskatningssystemet. Men man kan tage det roligt. Der er enighed om, at ejendomsvurderingerne ikke skal føre til stigende skat, siger skatteministeren.
TV 2s politiske analytiker Thomas Funding siger, at det ikke nogen ønskeopgave, som regeringen nu har løst første del af.
- Isoleret set er det en opgave, der skal løses. Det er en rigtig træls opgave. Det er ikke noget, regeringen har haft lyst til, men det har været noget, man skulle have ordnet, så folk ikke længere betaler en forkert ejendomsskat, siger han.
Som led i aftalen har partierne også aftalt, at der frem mod 2020 skal investeres omkring syv milliarder kroner i et nyt skattevæsen.
Det nye system for ejendomsvurderingerne træder i kraft i 2019 for ejerboliger og i 2020 for andre ejendomme.