Politik

Ny måling: Gade bør afløse Løkke

Søren Gade skal overtage formandsposten i Venstre, når Lars Løkke Rasmussen på et tidspunkt træder tilbage. Det mener et flertal i en ny måling.

Hvem kan bedst sikre fremgang efter Løkke?

Stemte på Venstre ved seneste valg:

Søren Gade 32%

Kristian Jensen 26%

Inger Støjberg 20%

Jakob Ellemann-Jensen 8%

Søren Pind 4%

Alle adspurgte:

Søren Gade 29%

Kristian Jensen 20%

Inger Støjberg 15%

Jakob Ellemann-Jensen 8%

Søren Pind 6%

Ved ikke 23%

Kilde: Megafon

Søren Gade (V) er den bedste efterfølger til formandsposten i Venstre, når det ikke længere skal være Lars Løkke Rasmussen.

Det mener næsten en tredjedel af de adspurgte i en ny Megafon-måling for TV 2, hvor Gade topper popularitetslisten foran både næstformand Kristian Jensen og udlændingeminister Inger Støjberg.

Dermed bliver det endnu engang slået fast, at Søren Gade (V) er en meget populær mand både blandt Venstres og de andre partiers vælgere.

Det er fjerde gang på to og et halvt år, at Megafon og TV 2 har spurgt til Løkkes efterfølger, og hver gang har Søren Gade toppet listen. Ved partiets landsmøde for to år siden, kort tid efter formandsopgøret og Løkkes tøjsag, var der hele 40 procent, der foretrak Søren Gade som formand i stedet for Løkke.

Det er ikke lykkedes TV 2 at få en kommentar fra Søren Gade selv i dag fredag, men politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen (V) maner til ro.

- Hele formandsdiskussionen er uendeligt ligegyldig. Vi har en fremragende formand, der ovenikøbet er statsminister. Og som har lagt Venstres politik frem på en åben og ærlig måde, siger han.

Og selvom Søren Gade ikke officielt nævnes som et formandsemne, spiller han en central rolle i Venstre som gruppeformand.

- Han er min tætteste samarbejdspartner og en meget vigtig person i partiet, siger Ellemann. 

Tortur og jægerbogen er glemt

Det er slet ikke så mærkeligt, at Søren Gade er populær, hvis man spørger BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

Mange danskere har en positiv erindring om Gade fra tiden som forsvarsminister. Dengang var der, i fysisk forstand, noget mere af Venstre-manden, men det tæller kun på den positive side.

- Mange kan huske ham som en stor, blød, rar, voksen mand med hjertet på rette sted. Der har vi nok en del af forklaringen på populariteten. Og så har han altid talt meget lige ud af posen. Hans stil er med et markant folkeligt frisprog, siger Søs Marie Serup.

Søren Gade - Blå bog

- Søren Gade er født den 27. januar 1963.

- Kandidat for Venstre i Holstebrokredsen fra 1995 til 2010.

- Midlertidigt folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing Amtskreds fra 12. oktober 1999 til 5. november 1999.

- Folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing Amtskreds fra 20. november 2001 til 13. november 2007.

- Folketingsmedlem for Venstre i Vestjyllands Storkreds fra 13. november 2007 til 23. februar 2010.

- Var forsvarsminister fra 24. april 2004 til 23. februar 2010.

- Trak sig som minister og fra Folketinget efter den såkaldte jægerbogs-sag, der blandt andet handler om lækage af fortrolige oplysninger.

- Har været nævnt som mulig borgmesterkandidat i Holstebro, men blev i maj 2012 ansat som administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Her fratrådte han i efteråret 2014.

- Søren Gade er uddannet økonom fra Aarhus Universitet i 1990, men startede sin karriere i forsvaret fra 1983 til 1990, hvor han er reserveofficer.

- Har blandt andet arbejdet i Færch Plast, Dansk Supermarked og Cheminova Agro A/S, ligesom han har undervist merkonomer i detailhandelsledelse.

- Valgt ind i folketinget igen i 2015 og har fået posten som gruppeformand

- Er far til to piger.

Personlige stemmetal ved folketingsvalgene
1998: 6824

2001: 8772

2005: 19.161

2007: 23.993

2015: 28.916

At Søren Gade måtte forlade Forsvarsministeriet i utide i 2010 er der mindre opmærksomhed på i dag. Det var den såkaldte Jægerbogssag, der endte med at koste Gade ministerposten, men også sagen om, at danske soldater har udleveret irakiske fanger til tortur var en dårlig sag i Gades ministertid.

- I nogle kredse klæber det negativt til ham, at han måtte gå som forsvarsminister. Men det er hos eliten og parnasset. Folkedybet husker den rare mand, siger Søs Marie Serup.

Muligt kampvalg

Egentlig er det jo slet ikke Søren Gade, der er i spil til at blive Lars Løkke Rasmussens afløser. Følger partiet traditionen, er det næstformand Kristian Jensen (V). Men rygterne om et kampvalg, når Løkke på et tidspunkt siger stop, tager til i styrke. Af andre kandidater nævnes Inger Støjberg og Søren Pind og partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

I foråret sagde Kristian Jensen selv til Jyllands-Posten, at han er klar til kamp om formandsposten.

- Hvis man ikke kan lide kampvalg, skal man holde sig ude af politik. Sådan er det bare. Der er ikke stillet garantier op for nogen som helst. Jeg arbejder ud fra det, jeg gerne vil, og det er min hensigt at fortsætte med at gøre det, sagde Kristian Jensen til avisen, og understregede, at hans mål er 'at træde op på den øverste skammel'.

De har set og oplevet nogle ting i politik, så de ved, at man kan få meget indflydelse uden at sidde i toppen af pyramiden. Den der stræben efter toppen af pyramiden er en sport for yngre mænd.

Søs Marie Serup, politisk kommentator

- Normalt leder man efter unge talenter, når man skal finde formandskandidat, men nogle gange gælder det om at finde den sikre hånd på rattet.  Så ovenpå en tid, hvor tingene har været lidt usikre og i bevægelse og kan se kaotiske ud, så kan det have betydning, at Søren Gade er en moden mand, siger Søs Marie Serup.

Lars Løkke Rasmussen nævnte selv Søren Gade, som den han helst så som sin afløser, da det hele var ved at brænde på i Odense i 2014. Kristian Jensen udfordrede formanden, der var truet internt i partiet ovenpå endnu en bilagssag. Løkke truede Jensen tilbage og pegede selv på Søren Gade som sin afløser. Det betød, at væltede Kristian Jensen Løkke, skulle han ud i et kampvalg mod Gade. Om det var frygten for netop dét opgør, der fik næstformanden til at makke ret, ved kun dem, der var til stede. Men han rettede ind, og Løkke forstatte som formand.

- Søren Gade var jokeren i formandsopgøret mellem Jensen og Løkke. Så hans navn har været nævnt i formandssammenhæng, og det har haft realpolitisk magt og betydning. Går Løkke, er det mest realistiske scenarie dog, at Jensen overtager. Med mindre alle dem i partiet, der ønsker en anden, kan samle sig om én modkandidat, siger Søs Marie Serup.

Sådan så det ud natten til d. 4 juni 2014, da Kristian Jensen havde opgivet at vælte Lars Løkke Rasmussen, der beholdt sin formandspost i Venstre.

Den modvillige kandidat

Søren Gade er altså favorit i målinger og formandens udpegede. Men der er endnu en ting, der mangler i ligningen: Vil han overhovedet være formand?

- Jeg tror ikke engang dem, der er tættest på Søren Gade, kender svaret på det spørgsmål. Det kan måske sammenlignes med, da Helle Thorning-Schmidt blev formand for Socialdemokratiet. Da var der nogle af de ældre og mere erfarne, der sagde nej tak til posten - blandt andet Henrik Dam  Kristensen, som godt kan sammenlignes med Gade. De har set og oplevet nogle ting i politik, så de ved, at man kan få meget indflydelse uden at sidde i toppen af pyramiden. Den der stræben efter toppen af pyramiden, er en sport for yngre mænd, siger Søs Marie Serup.

 Da Lars Løkke Rasmussen gav Søren Gade tilbuddet om formandsposten under opgøret i 2014 svarede Gade aldrig hverken ja eller nej. Han var i tvivl.

- I virkeligheden bidrager det bare til, at folk synes endnu bedre om dem, der er i tvivl om, om de vil gå det sidste stykke, siger Søs Marie Serup.