Politik

Langballe: Vil Samuelsen opgive sit skatte-krav, hvis han får en ministerpost?

Ifølge politisk redaktør har Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen drøftet, om Liberal Alliance skal indtræde i regeringen.

Hvordan løser blå blok den tilsyneladende uløselige strid om topskattelettelser?

Kunne en løsning være, at Liberal Alliance og Konservative blev indlemmet i regeringen - og at man samtidig benyttede lejligheden til at formulere et helt nyt regeringsgrundlag?

Det scenarie er i hvert fald blevet drøftet blandt partilederne i blå blok den seneste tid, fortæller Anders Langballe, TV 2s politiske redaktør, samtidig med at det står klart, at blå blok er nået til enighed om en finanslov for næste år, og at parterne dermed inden længe kommer til igen at tage hul på diskussionen om topskatten.

- De laver en finanslovsaftale. Og hvad så? Så kommer der store problemer lige om lidt. Det er stadig lige så svært at se, hvordan enderne omkring topskatten skal nå sammen. For politisk står Liberal Alliance og Dansk Folkepati ligeså langt fra hinanden som de hele tiden har gjort, siger Anders Langballe med henvisning til, at Liberal Alliance med Anders Samuelsen i spidsen gentagne gange har truet med at vælte regeringen, hvis ikke topskatten bliver sænket med mindst fem procentpoint. Et krav, som Dansk Folkeparti pure afviser at imødekomme.

- Så kan det være, at man prøver alle mulige andre kreative løsninger for at få det til at gå op. Og jeg ved, at der har været overvejelser på bordet om for eksempel at udvide regeringen. Om at Liberal Alliance kan få ministerposter. Spørgsmålet er så; kan Liberal Alliance så fravige deres tidligere krav, hvis de kommer ind i en regering?, lyder det fra Anders Langballe.

Hvordan vil Samuelsen forklare det?

Politikens politiske reporter Kristian Klarskov og Børsens politiske kommentator Helle Ib beskriver i dagens aviser også, hvordan en udvidelse af regeringen er blandt de muligheder, der drøftes i blå blok i øjeblikket.

- Min klare opfattelse er, at det er en vej Anders Samuelsen selv har åbnet i drøftelser med statsministeren, siger Anders Langballe og fortsætter:

- Samuelsen skulle angiveligt selv have antydet, at en måde at komme ud af den fastlåste situation, var at han indtrådte i regeringen. Og vi ved, at Liberal Alliance gerne ville have været med i den her regering, for allerede da regeringsgrundlaget blev forhandlet sidste sommer, var det på bordet. Og Samuelsen er ret begejstret for at få sådan en ministerpost. Spørgsmålet er så, om en ministerpost kan betyde, at han fraviger sit ultimative krav? Og hvordan han i givet fald vil forklare det? Og hvordan et eventuelt regeringsgrundlag så vil komme til at se ud? Dansk politik de kommende uger bliver hysterisk spændende, lyder det fra Anders Langballe.

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen forholder sig til spørgsmålet om mulig regeringsdeltagelse.

Fredag eftermiddag blev Anders Samuelsen direkte spurgt om hvorvidt han er klar til at opgive sit krav om topskattelettelser til gengæld for en ministerpost:

- Er det ikke sådan på Christiansborg, at der altid er mange analyser? Noget skal man jo bruge tiden på. Lige nu skal vi ind og lave en finanslovsaftale, siger han.

Kunne du tænke dig at blive minister?

- Min far havde en drøm om at blive kirkeminister. Det kunne være sjovt.

Du har selv foreslået det flere gange?

- Jeg har altid sagt, at en flertalsregering ville være en rigtig god løsning. Men det er jo ikke der vi er, siger Anders Samuelsen og fortsætter:

- Jeg skal ikke i regering, jeg skal ind og lave en finanslov.