Kristian Jensen håber på snarlig aftale: Danmark kan blive i Europol

Udenrigsministeren forventer snart at lande en aftale, som giver Danmark bedre vilkår end Norge.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) håber, at regeringen inden for nogle uger kan lande en aftale med Europa-Kommissionen om at Danmark kan blive i det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol.

- Jeg håber, det falder i hak inden for nogle uger, sådan at vi har den klare ramme for hvilket tilbud, vi får. Og så skal vi igennem hele gennemgangen af alle instiutionerne, så vi sikrer os, at det er på plads inden 1. maj, sagde han på et pressemøde i Bruxelles tirsdag eftermiddag. 

Der er sket så store fremskridt i forhandlingerne, at konturerne til en aftale nu kan tegnes - men der er en stribe juridiske spidsfindigheder, som skal afklares. En aftale falder kan derfor tidligst falde på plads om nogle uger, understregede udenrigsministeren. 

Danmark har ikke kunnet få en parallelaftale og går derfor efter en særaftale med den tættest mulige tilknytning til Europol - og det har regeringen mødt interesse for, fortalte han. 

B-medlemskab er bedre end Norge

- Der er en interesse fra samtalepartnerne om at finde en løsning, hvis deres bekymringer bliver adresseret. Bekymringer om, at det her ikke svækker Europol og at det ikke starter en tendens, hvor andre lande vil være uden for og alligevel med. Det understreger også bare, at det, vi bliver tilbudt ikke vil være lige så godt som et fuldt medlemskab, sagde Kristian Jensen. 

Danmark kan med aftalen få et såkaldt B-medlemskab, hvor vi får online adgang til Europols registre, men ikke bestemmende indflydelse. Danmark vil med et B-medlemskab have bedre forhold end Norge, der ikke har umiddelbar adgang til at søge i registrene. Som ikke-EU-land skal Norge først henvende sig til Europol og bede om at få adgang til de oplysninger, der findes i systemet. 

Netop adgangen til at søge i Europols databaser er det allervigtigste, har dansk politi gentagne gange fremhævet. Det er det, regeringen har arbejdet på gennem ganske lang tid. Men selv om bestræbelserne nu ser ud til at bære frugt, er der ingen garanti om fuld operationel adgang.

- Man ser gerne, at vi fortsat er med i Europol, men vi er nødt til at være med på en måde, hvor vi styrker, og ikke svækker, Europol. Derfor bliver der en forskel på at være helt og fuldt med og så den adgang, Danmark kan ende med at få, sagde Kristian Jensen. 

Løkke arbejdede på "det umulige"

Folketingets partier vil senere skulle tage stilling til oplægget fra regeringen, ligesom også de andre lande og formentlig også Europa-Parlamentet vil skulle godkende aftalen med Danmark. 

Tidligere har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagt, at situationen ikke så let ud efter at et flertal af danskerne i december sagde nej til at afskaffe retsforbeholdet. Dermed røg vores medlemskab af Europol med virkning fra 1. maj næste år. 

- Det er ikke på den flade hånd at levere i en situation, hvor danskerne ad hoveddøren har sagt nej til Europol og så levere et medlemskab ad bagdøren. Det er ikke nogen ny information, men det rokker dog ikke ved, at jeg fortsat arbejder på at få det umulige til at ske, sagde han til TV 2 i september.