Vermunds milliardær-kæreste: Danmark er i krise – gør som Schweiz

I en tale på Nye Borgerliges landsmøde kalder erhvervsmanden Lars Tvede Danmark for et land på vej ud i dyb krise på grund af overbeskatning.

Lars Tvede har skabt flere virksomheder, tjent nogle milliarder og skrevet bøger om det. For har man viden og evner, har man også pligten til at dele ud af det.

Sådan lød det fra eksil-danskeren, der har boet 21 år i Schweiz, men denne lørdag var gæst i en sportshal i Fredericia for at ruske op i det nyeste skud af politiske partier i Danmark, Nye Borgerlige.

I Danmark opkræver man så meget i skat, at det svarer til det, man kalder overfiskeri i havene. Pludselig er der ikke flere tilbage.

Lars Tvede

Formanden for partiet, Pernille Vermund, har han allerede overbevist.

De to blev kærester efter Vermund besøgte Tvede i Schweiz for nogle måneder siden. Hun kom besøg for at lære om den schweiziske samfundsmodel. Fra scenen priser Tvede sin kærestes nysgerrighed og skarpe intelligens. Det er dog ikke derfor, han er kommet for at tale i dag, forsikrer han. Det er for at prædike lavere skat for koret.

- I Danmark opkræver man så meget i skat, at det svarer til det, man kalder overfiskeri i havene. Pludselig mangler vi fisk, og så siger man, ’så må vi fiske noget mere’, og pludselig er der ikke flere fisk tilbage, siger Tvede til TV 2 efter han har forladt scenen til stående klapsalver.

Det grå guld vil blive skuffede

Lars Tvede kalder Danmark et skønt land. Fra scenen viser han endda, hvordan Danmark rangerer højt på alskens hitlister om livskvalitet i alderdommen og størrelsen på borgernes forbrug. Men så kommer det berømte 'men'.

- Danmark har ingen vækst. Alligevel optager staten mere og mere gæld. Så det ligner et land, der er på vej ind i dyb, dyb krise, siger han.

- Når folk bliver ældre, forventer de en ordentlig pension og god sygesikring osv. Men pengene er der ikke, så folk vil blive skuffede og dybt frustrerede, forudser Lars Tvede.

Opskriften på at vende kursen væk fra afgrunden og op mod himlen er som sådan enkel: Sænk skatten så der kommer gang i væksten. Ligesom i Tvedes nye hjemland Schweiz.

- Schweiz er et samfund, der byder sine borgere flere muligheder og mere tryghed. Der er mindre kriminalitet og folk har større formuer. Man lever tre år længere, og børnene klarer sig bedre i skolerne, lyder det fra erhvervsmanden.

I øvrigt har Lars Tvede ikke selv nogen planer om at stille op i politik. Og slet ikke dansk politik, da han ikke længere har stemmeret i Danmark.