Politik

Politisk kommentator: Kære meningsmålinger, jeg har mødt en anden

Flere politiske kommentatorer stiller sig skeptiske overfor meningsmålinger - efter det overraskende resultat af præsident-valget i USA.

De fleste meningsmålinger indikerede klar sejr til Demokraternes kandidat Hillary Clinton ved det amerikanske præsidentvalg. Men efter Donald J. Trump endte som sejrherrer har det givet anledning til eftertanke hos flere politiske kommentatorer:

- Kære meningsmålinger. Jeg slår op! Jeg har mødt en anden - mavefornemmelse. Vi flytter sammen nu. Hav det godt dit oldtidsfund, skrev Søs Marie Serup, politisk kommentator BT, på Twitter som en reaktion på valget - og uddybede sit tweet i NEWS-magasinet Besserwisserne:

- Jeg tror ikke, at man skal afskrive meningsmålinger som sådan. Det kan være et udmærket redskab, men vi har jo vidst i årevis - også os der har arbejdet professionelt med politik i partierne, at meningsmålinger kan man ikke stole på som sådan, siger Søs Marie Serup.

Over de seneste par år har der været flere eksempler på, hvor flertallet af meningsmålinger har indikeret et anderledes resultat - end det som folkeafstemninger endte med.

Eksempelvis Brexit-afstemningen i Storbritannien, hvor det længe så ud til, at et flertal ville stemme "remain" fremfor "leave":

- Jeg tror ikke, at man skal skrotte den gamle kæreste. Man skal give en chance - men være skeptisk, siger politisk kommentator Erik Holstein, Altinget.dk i Besserwisserne og kommer med en mulig forklaring på, hvorfor meningsmålingerne i USA indikerede sejr til Hillary Clinton:

- De amerikanske meningsmålinger er særligt svære, fordi de har så lav en valgprocent. Så man kan i princippet godt lave målinger, der er fuldstændig rigtige. Men så er det bare nogle andre, der går hen og stemmer, siger politisk kommentator, Erik Holstein, Altinget.dk