Donald Trump

Danske politikere om Trump-sejr: ’Utrygt’, ’uforudsigeligt’ og ’et løsgående missil’

Danmark og USA vil fortsat have tætte relationer, men det er umuligt at spå om fremtiden under Trump, lyder det fra fem udenrigsordførere.

Spørger man de ni partier i Folketinget, er der ikke et eneste af dem, der håbede på, at Republikanernes Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg. Men det gjorde han.

Til januar indsættes han som USA’s 45. præsident, og til den tid er der kun ét at gøre for Danmark: Vi må få det bedste ud af det. Sådan lyder meldingen samstemmende fra udenrigsordførerne for Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og SF.

- Vi vil altid stile efter at have et så tæt samarbejde med hvem der end sidder i præsidentstolen i USA. Det har vi brug for, fordi det er vores nærmeste allierede og et stort eksportmarked, siger Venstres udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen til TV 2.

Hvad fremtiden vil byde på rent udenrigspolitisk er et helt åbent spørgsmål, påpeger han.                       

- Vi ved, at Donald Trump vil prøve at starte en form for samarbejde op med Rusland, som ingen i Europa tror på. Vi ved også, at han er gået til valg på at lammetæve terrororganisationen Islamisk Stat væk fra Jordens overflade. Hvad det så reelt betyder, ved vi ikke, for den plan har han ikke fremlagt.

Det er problematisk, at USA har valgt en præsident, der er kommet til magten på ”dem og os” og på at skabe splittelse. På en række punkter ser han ud til at ville trække verden i den helt forkerte retning

Nick Hækkerup (S), udenrigsordfører

S: Der er al mulig grund til bekymring

Socialdemokratiets udenrigsordfører Nick Hækkerup mener, der er god grund til at være mere utryg i dag end i går.

- Det er problematisk, at USA har valgt en præsident, der er kommet til magten på ”dem og os” og på at skabe splittelse. På en række punkter ser han ud til at ville trække verden i den helt forkerte retning, siger han.

I lighed med Michael Aastrup Jensen (V) mener han ikke, der er noget alternativ til den tætte alliance med USA, men Donald Trump gør det ikke nemmere at opretholde et fornuftigt forhold til USA, mener han.

- Det er et stort spørgsmål hvordan Donald Trump vil håndtere de store udenrigspolitiske udfordringer. Ikke mindst forholdet til Rusland, hvor han har haft nogle mildt sagt bizarre udtalelser om præsident Putin, hvor han har sået tvivl om solidariteten i NATO-alliancen. Man kan håbe, at administrationen vil trække ham i den rigtige retning, men når man lytter til hvad han siger, er der al mulig grund til at være bekymret, siger Nick Hækkerup.

DF: Han vil møde virkeligheden

Hos Dansk Folkeparti afventer udenrigsordfører Søren Espersen hvad der kommer til at ske.

- Det er meget uforudsigeligt. Jeg tror, han vil forsøge en tilnærmelse til Rusland. Jeg tror også, at han vil kræve, at de vesteuropæiske lande bevæger os op mod at bruge de to procent af BNP på forsvarsbudgettet, som vi har lovet. Jeg tror ikke han vil acceptere, at vi kører på frihjul, siger han til TV 2.

Mange af forandringerne vil ske internt i USA, men på den korte bane vil danskerne også mærke, at aktiemarkederne daler – ligesom de gjorde det efter folkeafstemningen i Storbritannien sidste år, hvor flertallet af vælgerne valgte at forlade EU.

- Det vil rette sig igen efterhånden. Jeg læste forleden, at en sejr til Trump ville gå ud over danske boligejere. Det er så langt ude at sige sådan noget sludder, siger Søren Espersen, der ikke tror, det går så galt med Donald Trump, som mange forudsiger.

- Han har sagt mange åndssvage ting – blandt andet om at bygge en mur på grænsen til Mexico – men jeg tror, han vil møde virkeligheden. Han vil jo også gerne vælges igen.

Mette Bock (LA).

Det er meget uforudsigeligt. Vi ved ikke hvad han kan finde på, og han har sagt nogle ting, som jeg har meget svært ved at se hvordan han vil få igennem

Mette Bock (LA), udenrigsordfører

LA: Dommedag er ikke nær

Selv om Liberal Alliances udenrigsordfører Mette Bock havde håbet, at USA’s næste præsident ville blive Hillary Clinton, så går verden ikke af lave nu.

- Det er meget uforudsigeligt. Vi ved ikke hvad han kan finde på, og han har sagt nogle ting, som jeg har meget svært ved at se hvordan han vil få igennem. Han er meget nationalistisk og er ikke fortaler for det åbne liberale demokrati. Men jeg hører stadig ikke til dem, der siger, at dommedag er nær, for der skal nok komme samling på tingene alligevel, siger hun til TV 2.

Hun sætter også sin lid til, at embedsmændene kan forebygge ”de største ulykker”.

- Mange republikanske embedsmænd har ikke villet melde sig under Trump, for hvis det så ikke blev ham, ville de være færdige i al fremtid. De står klar i kulissen, og de kan være en stabiliserende faktor, siger hun.

Han er et løsgående missil. Det bliver meget farligt at have ham som præsident

Holger K. Nielsen (SF), udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister

SF: Et skrækscenarie og et løsgående missil

SF’s udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen kalder Donald Trump ”et skrækscenarie, der nu er blevet virkelighed”.

- Han er et løsgående missil. Det bliver meget farligt at have ham som præsident, siger han og foreslår, at Danmark gentænker sin udenrigspolitik, så den ikke længere er så bundet til USA.

- Vi bliver nødt til at ændre vores tilgang og i højere grad satse på Europa og EU som sikkerhedspolitisk instrument. Vi kan simpelthen ikke regne med USA. Vi er nødt til at holde op med at gøre alt det, USA beder os om og begynde at føre en selvstændig udenrigspolitik i stedet, siger han.

Holger K. Nielsen er særligt bekymret over, at Donald Trump har stillet spørgsmålstegn ved artikel 5 i NATO-traktaten, der fastslår, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle NATO-lande.

- Det er dybt, dybt betænkeligt – især i forhold til de østeuropæiske lande. Han begynder at sige, at artikel 5 ikke gælder, hvis ikke europæerne begynder at bidrage mere i form af øgede militærudgifter. Der har han sådan en forretningsmands-tilgang til sikkerhedspolitik. Det bliver meget, meget usikkert, siger Holger K. Nielsen.

Se mere fra det amerikanske valg på TV 2 PLAY