Politik

En uge til valget: Clinton er igen i mediernes rampelys, men forbliver sikkert i førersædet

Med en uge tilbage i præsidentvalgkampen er fokus tilbage på Hillary Clinton. E-mail sagen, beskyldninger om vennetjenester i pressen og en meget porøs grænse mellem privatøkonomi og filantropi. Men skærer man igennem mediestøjet, er Clinton fortsat storfavorit til at blive USA's næste præsident.

Vil man prøve at forstå, hvor præsidentvalget bevæger sig hen, har der været en meget nem huskeregel i løbet af valgkampen. Den kandidat, der får mest opmærksomhed i medierne, står til at tabe. I hvert fald på den korte bane.

Denne tvivlsomme ære er i de seneste dage igen kommet Hillary Clinton til gode. Efter at Donald Trump i en måned stod i mediernes tvivlsomme rampelys efter præsidentdebatterne og afsløringer om mulige seksuelle overgreb havde mange – inklusive mig selv – afskrevet Trumps muligheder for at vinde præsidentvalget. Trump var i forvejen outsideren og de mange dårligere historier manifesterede et dårligt ry, der gjorde det umuligt at gøre indhug blandt veluddannede hvide og kvinde vælgere, som Trump er afhængig af for at vinde nøglerne til Det Hvide Hus.

Følger man dækningen nu, burde man næsten tro, at Trump er genopstået fra de politisk døde og Clintons kampagne har fået dødskysset. Det er selvfølgelig ikke tilfældet.

E-mail sagens genopblussen, CNN`s fyring af den nuværende formand for det Demokratiske Partis nationalkomité Donna Brazile (som videregav debatmødespørgsmål til Clinton kampagnen, mens hun var ansat som politiske kommentator for CNN) og yderligere beviser for en yderst porøs grænse mellem Clinton familiens privatøkonomi og The Clinton Foundation fylder meget i medierne, men er næppe den sagnomspundne oktoberoverraskelse, der afgør valget.

Hvorfor? Fordi oktoberoverraskelser sjældent – hvis overhovedet nogensinde - har afgjort et præsidentvalg. Overraskelsen kommer simpelthen for sent til at kunne gøre en afgørende forskel.

Langt størstedelen af vælgerne har besluttet sig for, hvem de vil stemme på. Kandidaternes image er blevet manifesteret igennem et år. De indædte partisoldater og partiets kernevælgere kommer ikke lige pludselig til at hoppe ombord på konkurrentens skib. Donald Trump bliver ikke mere spiselig, fordi FBI åbner en sag relateret til Clintons e-mail sag. Trumps støtter bliver bare bekræftet i deres antipati mod Clinton. Og Clinton blev af et flertal af tvivlere i forvejen anset for at være utroværdig og uærlig. Kort sagt bekræfter de seneste udviklinger vælgerne fremfor at få dem til at søge nye partipolitiske græsgange.

Much ado about nothing, som Shakespeare formulerede det.

Skærer man igennem mediernes postyr, er det åbenlyst, at Trumps vej til de magiske 270 valgmænd, der sikrer vejen til Det Hvide Hus, er muligt, men langt fra realistisk.

For at det her valg overhovedet skal blive spændende, skal Trump vinde Utah, Arizona og Georgia. Stater, som den republikanske kandidat har vundet stort de seneste fire præsidentvalg. Hvad der burde være en selvfølge for enhver generisk republikansk kandidat, er langt fra en no brainer for Trump, der virker til at være i alvorlige problemer i alle tre stater. Gør Trump ikke rent bord her, er løbet allerede kørt.

Dernæst skal Trump vinde størstedelen af svingstaterne. Især Florida med sine 29 valgmænd er altafgørende for, at Trump kan bevare sin minimale chance for at vinde valget. Derpå skal Trump også vinde Ohio og to eller mere af rustbæltestaterne Ohio, Pennsylvania, Michigan og Wisconsin. Gør Trump det, kan han tåle at tabe North Carolina, Colorado og Nevada til Clinton.

Men problemet for Trump er, at meningsmålingerne i Pennsylvania, Michigan og Wisconsin hele valgkampen igennem har givet Clinton et stort forspring, der er uden for den statistiske usikkerhed. Clinton fører med over fem procentpoint i dem allesammen. Teknisk set burde ingen af de tre stater på nuværende tidspunkt betegnes som en svingstat. Medmindre man også vil betegne Texas som en svingstat, da Trumps føring i Texas er mindre end Clintons i de tre rustbæltstater.

Kort sagt er der en verden til forskel mellem det øjebliklige ragnarok scenarie som medierne tegner for Clinton, og den afgørende valgmatematik, hvor Clinton har ligget lunt i flere måneder.

Jeg ved, hvad jeg sætter min lid til i valgkampens sidste uge.