Politik

Vestager: Jeg savner dansk politik

Selvom Margrethe Vestager har stor succes som EU-kommissær, så har hun alligevel et afsavn til dansk politik.

Hun har tæt ved rockstjerne-status i Bruxelles, hvor hun slår sine folder som hele EU's Konkurrencekommissær.

Hun har dermed også ansvaret for at vogte over den fri konkurrence i en handelssammenslutning, der tæller over 500 millioner indbyggere.

Men det betyder ikke, at Margrethe Vestager har glemt baglandet, og dem derhjemme i dansk politik. 

- Det første jeg gør om morgenen, det er at tjekke de danske netmedier for at sikre mig at alting stadig har en puls, fortalte Margrethe Vestager mandag aften i Lippert - et walk and talkshow. 

Jamen jeg har jo ikke smækket med døren, og jeg tænker, at livet kan bringe mange, mange ting. Så du får sådan et helt klassisk svar: Det har jeg ikke sagt ja til, og det har jeg ikke sagt nej til. Fordi, livet det er langt

Margrethe Vestager

Og der bliver også tid til et afsavn i ny og næ. 

- Jeg savner mest af alt selvfølgelig de radikale kollegaer, men også mange af de andre kollegaer, og dem der arbejder på Christiansborg,

Hun har stort set ikke set sig tilbage siden hun i 2014 blev udnævnt som kommisær. Hun er valgt for fem år, og er derfor i princippet først fritstillet i 2019.

Om det kommer til at betyde et gensyn med dansk politik og Radikale Venstre, vil Margrethe Vestager ikke helt afvise. 

- Jamen jeg har jo ikke smækket med døren, og jeg tænker, at livet kan bringe mange, mange ting. Så du får sådan et helt klassisk svar: Det har jeg ikke sagt ja til, og det har jeg ikke sagt nej til. Fordi, livet det er langt, siger konkurrencekommissæren. 

Man skal huske sit ansvar

 

Hun helmer ikke, når det kommer til at bide skeer med de multinationale selskaber. I rollen som konkurrencekommisær har Margrethe Vestager kastet sig over virksomheder som både Apple, Starbucks og McDonalds.

Og selvom hverdagen nogle dage går ud på at gå op imod de helt store mastodonter, og dermed på alle måder er anderledes end da hun for to år siden bestred rollen som økonomiminister i Danmark, så er der specielt én ting, Margrethe Vestager har taget med sig til Bruxelles.

- Det, der var svært, det var at opgive mandatet i folketinget. Fordi, det at være valgt, og det at nogle har haft tilliden til at sætte krydset ud for dit navn, var svært at opgive. Så det har jeg taget med mig. For det kan godt være, at jeg ikke er valgt på samme måde, men der er den der kultur af, at der er nogle, jeg står til ansvar over for, siger Margrethe Vestager.