Thulesen: Det er sidste udkald - ellers kuldsejler det hele
Thulesen foreslår en mindre aftale om finanslov og boligskat. Ellers kuldsejler forhandlinger og ender i valg.
Efter ugers stillestående møder om regeringens 2025-plan må statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vælge en af to veje.
Enten fortsætter man de hidtil frugtesløse forsøg på at indgå en stor 2025-aftale. Ellers også erkender man, at tiden er løbet, så man må nøjes med en mindre aftale om finanslov og boligskat.
SÃ¥dan lyder det fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.
Han anbefaler regeringen at få finansloven i hus, fordi 2025-forhandlingerne reelt står stille. Det kan ikke blive ved, når deadline for indgåelse af en finanslov normalt er midten af november, mener DF-formanden:
- Det er sidste udkald. Regeringen må bestemme sig for, om man vil forhandle en finanslov på plads eller det hele kuldsejler, siger Thulesen Dahl til Ritzau.
Afviser stadig LA-krav
Han henviser til, at Liberal Alliance trods ugers pres fra de øvrige partier i blå blok står ubøjeligt fast på topskattelettelser på fem procent point for alle topskatteydere.
- Alt er blokeret af striden om topskat. Får man ikke håndteret det, så kuldsejler det hele, siger Kristian Thulesen Dahl.
Meldingen kommer, mens Dansk Folkeparti selv er hårdt presset i meningsmålingerne oven på sagen om EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidts mulige misbrug af EU-midler.
Dansk Folkeparti går tilbage til 15,8 procent af stemmer i en ny måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau. Det ændrer dog intet på Dansk Folkepartis politik, siger Thulesen Dahl.
Han står dermed fortsat ultimativt fast på et nej til Liberal Alliances krav.