Hver anden vælger dumper Thulesen Dahl: 'Hans troværdighed kan ikke genskabes'
Vælgerne mener, at Mette Frederiksen og Lars Løkke er mere troværdige end DF-formanden, viser ny Megafon-måling.
Dansk Folkepartis troværdighed er blevet ganske ramponeret under den seneste tids afsløringer af partiets mulige misbrug af EU-støtte, som partiet har fået gennem det europæiske parti MELD og fonden FELD.
Sagen har gjort uoprettelig skade på partiformand Kristian Thulesen Dahls troværdighed, mener 52 procent af vælgerne ifølge en ny måling, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken. De svarer, at de er ”helt enig” eller ”overvejende enig” i, at hans troværdighed har lidt varig skade.
Også blandt partiets egne vælgere er det tydeligt, at afsløringerne af, at EU-midlerne blandt andet er brugt til sommergruppemøderne i 2014 og 2015 har tyndslidt partiformandens troværdighed. 37 procent er ”helt enig” eller ”overvejende enig” i, at Kristian Thulesen Dahl ikke kan genskabe troværdigheden, mens 43 procent ikke mener, skaderne er varige.
Endnu værre står det til for Dansk Folkepartis tidligere frontfigur i Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt. 75 procent af vælgerne mener ikke, hans troværdighed kan genoprettes, og han får ikke megen opbakning fra partiets vælgere. 69 procent af DF-vælgerne mener ikke, Messerschmidts tillid kan genoprettes.
Tidligere mest troværdig
I målingen er de i alt 1.025 respondenter også blevet bedt om at nævne hvilke partiledere, de opfatter som de mest troværdige. Her peger 32 procent på Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, 17 procent på statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og – på en tredjeplads – 15 procent på Kristian Thulesen Dahl.
Spørgsmålet er stillet uden at Megafons telefoninterviewere har hjulpet med at liste svarmulighederne op – og denne måling kan derfor ikke sammenlignes med tidligere målinger, hvor Megafon har givet respondenterne mulighederne på forhånd. I tidligere målinger af partiledernes troværdighed har Kristian Thulesen Dahl dog været placeret som nummer ét.
Sagen om EU-støtte er ikke den eneste, der har presset Dansk Folkeparti på de seneste. I september erkendte Kristian Thulesen Dahl, at partiet har foretaget en konvending i spørgsmålet om en ny Europol-folkeafstemning. I forbindelse med folkeafstemningen i december garanterede han, at Dansk Folkeparti ville anbefale et ja, men nu stiller partiet modkrav.