S-ordfører modsiger Mette Frederiksen: - Vi mener det skal forbydes

16x9
Selv om formanden slår tvivl om linjen, går Socialdemokratiet fortsat ind for et forbud mod købesex, siger partiets ligestillingsordfører. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix Denmark

Selv om formanden slår tvivl om linjen, går Socialdemokratiet fortsat ind for et forbud mod købesex, siger partiets ligestillingsordfører.

Hvad mener Socialdemokratiet egentlig om prostitution?

Det er der opstået en vis uklarhed om, efter at partiets formand Mette Frederiksen – som normalt tegner partiets politik – i en ny portrætbog sår tvivl om effekten af et forbud mod prostitution:

- Vi bliver nødt til at lytte til mange af dem, der er i miljøet, som er meget bange for det forbud, fordi det vil føre mange andre ting med sig. Så min modstand mod prostitution er fuldstændig intakt, og den er meget indædt, for jeg synes, at det er forkert.

Partiets politik er den samme, som da vi besluttede den på kongressen i 2009, og det har sådan set ikke ændret sig

Rasmus Horn Langhoff (S), ligestillingsordfører

Samtidig stillede formanden spørgsmålstegn ved hvor meget, der kan flyttes ved lovgivningen. Siden 2003 har hun ellers arbejdet aktivt for et forbud mod købesex.

- Jeg er ikke fast i kødet på noget af det. Loven flytter noget. Men kultur flytter mere, og nogle gange kan man flytte kulturen ved at flytte lovgivningen, siger Mette Frederiksen i bogen.

- Vi har ikke ændret politik 

Men partiets ligestillingsordfører Rasmus Horn Langhoff slår nu fast, at partiets politik er uændret trods formandens udmeldinger.

- Partiets politik er den samme, som da vi besluttede den på kongressen i 2009, og det har sådan set ikke ændret sig. Og det er, at Socialdemokratiet arbejder for et forbud imod køb af prostituerede, siger Rasmus Horn Langhoff til Politiken.

Liberal Alliances ligestillingsordfører mener, at Mette Frederiksen er helt galt på den, når hun mener, at mænd, der køber sex, kan ikke passe et arbejde.

Ekstra Bladet rundede tirsdag en artikel af med at skrive, at Socialdemokratiet ifølge pressechef Mads Brandstrup ”fortsat er imod et købesex-forbud” – men den udlægning af partiprogrammet er altså ikke korrekt, fastslår ligestillingsordføreren. 

Kontroversiel beslutning

Tilbage i 2009 delte kongresbeslutningen vandene. Ledelsen med daværende formand Helle Thorning-Schmidt i spidsen støttede officielt et forbud, men andre markante profiler i partiet som Morten Bødskov, Henrik Sass Larsen og Christine Antorini gav udtryk for deres tvivl om hvorvidt et forbud var det rigtige.

TV 2 har forsøgt at få et interview med Rasmus Horn Langhoff, men han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Pia Kjærsgaard synes, det er helt ude i skoven, at Mette Frederiksen mener, at mænd, der køber sex, ikke kan passe et arbejde.