Politik

Minister vil kigge på loven: Urimeligt, at Naja ikke må parkere på sin egen grund

Lovforslag har haft utilsigtede konsekvenser, mener transportminister Hans Christian Schmidt (V) efter sag om ulovligt parkeret trailer.

Det kan ikke være rigtigt, at Naja Czaja skal have en bøde for at parkere sin trailer på sin egen græsplæne. Det mener transportministeren.

- Jeg synes, at det virker urimeligt, at man ikke kan få lov at parkere på sin egen grund, skriver Hans Christian Schmidt (V) i et skriftligt svar til TV 2.

Derfor vil han nu undersøge muligheden for at ændre loven.

- Denne sag bunder i en lov, der blev fremsat af daværende justitsminister Morten Bødskov i 2014 og vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Efter min mening viser sagen, at lovforslaget har haft nogle utilsigtede konsekvenser, og derfor vil jeg kigge på det, når jeg inden længe skal se på en revision af Færdselsloven, skriver han.

Fik parkeringsbøde på egen grund

Sagen, han henviser til, handler om Naja Czajas trailer. Hun plejede at parkere sin trailer i et stykke yderrabat, der hører til hendes egen grund i Stae i Nordjylland.

Men det er ulovligt, mener Parkeringskontrol Nord, som derfor har givet Naja Czaja en bøde. Og det har ikke hjulpet, at Naja Czaja har klaget over bøden.

- Det er jo sådan, at vi er underlagt Forvaltningsloven, som har en lighedsgrundsætning, som siger, at vi skal behandle alle ens. Så når vi kommer et sted hen, og vi begynder at skrive et køretøj, så er vi nødt til at se: Hvem holder lovligt parkeret, og hvem holder ulovligt parkeret, sagde chefen for Parkeringskontrol Nord, Frode Nielsen, til TV 2 mandag.

Men ifølge trafikministeren har kommunen faktisk mulighed for at give en dispensation. Og det mener han, at de skal gøre i sagen med Naja Czaja.

- Hvad angår den konkrete sag fra Stae, vil jeg dog bemærke, at Aalborg Kommune som vejmyndighed faktisk med samtykke fra politiet kan dispensere fra Færdselsloven og give mulighed for at parkere i yderrabatten i situationer, hvor det ikke går ud over trafiksikkerheden. Jeg vil bestemt opfordre kommunen til at bruge den mulighed, skriver Hans Christian Schmidt.