Politik

Messerschmidt er udskrevet: - Han har haft blackout

Morten Messerschmidt er blevet udskrevet fra hospitalet, hvor han har været til observation for en blodprop.

Europaparlamentariker Morten Messerschmidt (DF) er blevet udskrevet fra hospitalet, efter han lørdag eftermiddag fik et ildebefindende.

Det bekræfter politikerens presserådgiver Kristian Wederkinck Olesen over for TV 2 søndag morgen.

Messerschmidt blev ifølge rådgiveren udskrevet lørdag aften ved 22-tiden, efter han blev indlagt til observation for en blodprop.

Stresset og brug for hvile

- Han har haft et blackout, som med stor sandsynlighed er forårsaget af land tids stess, oplyser Kristian Wederkinck Olesen, der tilføjer, at EU-parlamentarikeren søndag er groggy, øm i kroppen og har brug for lang tids hvile. 

Morten Messerschmidt blev lørdag kort før klokken 15.00 kørt til akutmodtagelsen på Hillerød Hospital, hvor han altså lå indlagt i cirka syv timer.

Den 35-årige politiker er sygemeldt på ubestemt tid.

Messerschmidt har den seneste tid været i fokus i sagen Dansk Folkepartis brug af EU-støttekroner.

Fredag besluttede partiet at tilbagebetale det beløb, som Dansk Folkeparti fra 2012 til 2015 har modtaget gennem den europæiske alliance Meld og fonden Feld. Et beløb, som sniger sig op på mere end 2,5 millioner kroner.