Politik

DF-formand svarer igen: Jeg skylder ikke Rikke Karlsson en undskyldning

Thulesen Dahl er ærgerlig over, at han ikke nåede at drøfte Meld-sagen med Rikke Karlsson, inden hun forlod partiet. Han afviser at sige undskyld.

Dansk Folkeparti meddelte fredag, at partiet vil betale alle de støtte-kroner de fik fra Meld og Feld i perioden 2012-2015 tilbage til Europa-Parlamentet.

Sagen begyndte for alvor at rulle, da Rikke Karlsson, der er medlem af Europa-Parlamentet, meldte sig ud af partiet for cirka et år siden.

Hun har siden fortalt, at hun flere gange forsøgte at få Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i tale for at drøfte situationen.

Kristian Thulesen Dahl fortæller fredag til TV 2, at han havde aftalt et møde med Rikke Karlsson, men at hun meldte sig ud af partiet dagen før, så mødet ikke nåede at blive til noget.

Rikke Karlsson skriver via SMS til TV 2, at der ikke var aftalt noget møde mellem hende og Kristian Thulesen Dahl dagen efter, hun forlod partiet. Og at hun savner dokumentation fra sin tidligere formands side.

Havde planlagt møde

Ifølge Thulesen Dahl var det hans opfattelse, at hele miseren handlede om, at Messerschmidt og Karlsson ikke kunne sammen,

- Jeg tog også snakke med dem begge to om præcis det. Og da det spidsede til i oktober måned, der havde jeg en aftale om, at vi skulle mødes, Rikke Karlsson og jeg, for at drøfte de her ting, siger han.

- Det var planlagt til den onsdag, hvor hun desværre melder sig ud dagen før, om tirsdagen. Og det er jeg selvfølgelig utrolig ærgrerlig over i dag. For det er jo klart, at havde vi haft mulighed for at lave det her oprydningsarbejde tidligere, så havde vores medlemmer og vores vælgere jo ikke skulle gå alt det her igennem.

Afviser at sige undskyld

Han afviser, at han skylder Rikke Karlsson en undskyldning for sin ageren i sagen.

- Jeg synes ikke, at jeg skylder hende en undskyldning. Jeg havde gerne set, at hun var blevet i partiet dengang, jeg havde haft en samtale med hende om lørdagen, hvor jeg troede vi skulle mødes om onsdagen og tale de her ting igennem.  Dagen inden vælger hun så at melde sig ud. Det synes jeg, er utroligt ærgrerligt, siger han.

EU-støtte til MELD og FELD

  1. Webabonnement

    Der er blandt andet blevet plads til et webabonnement til Børsen. Det har kostet EU 4.000 kr.

  2. Facebook-annoncering

    I slutningen af 2012 og begyndelsen af 2013 brugte MELD 14.475 kr. på annoncering på Facebook.

  3. Julekort

    Desuden brugte FELD i november 2013 mere end 31.000 kr., der er bogført som ”Julekort fra Morten Messerschmidt til uddeling.”

    Her kan du se Morten Messerschmidt fortælle om julekortene. Videoen er fra december 2013.

  4. Middage, drinks og underholdning

    I den bogførte periode fra 2012 til 2015 har de to fonde udgifter for 48.327,98 kroner til middage, drinks og underholdning.

  5. Medietræning

    I december 2014 brugte MELD 87.939 kroner på medietræning foretaget i København.

  6. Sommergruppemøde 2014

    Nogle af de helt store udgiftsposter i regnskaberne er EU’s støtte til EU-aktiviteter på Dansk Folkepartis sommergruppemøder. Det er siden kommet frem, at den dagsorden som EU har indvilliget i at støtte, ikke er den, der er blevet fulgt til møderne. I 2015 støttede EU med 98.176 kroner.

  7. Sommergruppemøde 2015

    Også i 2014 var der EU-aktiviteter på Dansk Folkepartis program for sommergruppemødet, som aldrig blev afholdt. For det skal Dansk Folkeparti betale 102.000 kr. kroner tilbage.