Politik

Barnløse kan se frem til lettere adgang til æg og sæd

Folketingets sundhedsordførere har bedt Etisk Råd vurdere, hvorvidt forbuddet mod dobbeltdonation bør lempes.

Enlige, lesbiske og par, hvor begge har nedsat fertilitet, kan have udsigt til snart at få lov til at få børn efter behandling, hvor både æg og sæd kommer fra fremmede donorer. Det skriver Berlingske fredag.

Hidtil har der politisk været et stærkt ønske om, at et barn skal kende mindst én af forældrene fra sit genetiske ophav. Men det synspunkt er ikke alle partier så stålsatte på længere.

Sundhedsordførere fra samtlige Folketingets partier har ifølge Berlingske besluttet at bede Etisk Råd om en udtalelse om, hvorvidt man bør overveje at lempe forbuddet mod såkaldt dobbeltdonation.

Par kommer i klemme

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, kalder situationen på området "dynamisk" og opfordrer til det, han kalder "en moderne tilsnitning".

Ifølge ordføreren kommer eksempelvis lesbiske par, der ønsker at blive gravide, i klemme i forbuddet mod dobbeltdonation. Han mener, at lovgivningen bør genovervejes.

- Vi ser i dag, at rigtig mange med meget stor lethed kan rejse ud fra landets grænser og få behandlinger med både æg og sædceller.

- Det bliver vi nødt til at tage med i vurderingen af, om vi skal lave en lovændring i Danmark, siger han til Ritzau.

Socialdemokratiet har tidligere været skeptisk over for dobbeltdonation.

Ifølge oplægget skal Etisk Råd vurdere, hvorvidt man bør lempe forbuddet mod dobbeltdonation i tre situationer, hvor en kvinde ønsker hjælp til at blive gravid med andres æg og sæd fra en donor.

Minister påpeger etiske problemstillinger

Det nuværende forbud betyder blandt andet, at heteroseksuelle par, hvor ingen har brugbare kønsceller, ikke kan få hjælp.

Derudover rammer forbuddet enlige kvinder, der ikke selv kan levere et befrugtningsdygtigt æg. Endelig kan lesbiske kvinder ikke hjælpes, hvis ikke man i behandlingen anvender æg fra den kvinde, der ønsker at blive gravid.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) vil ikke på forhånd lægge sig fast på en holdning. Hun mener, at der følger en række svære etiske problemstillinger med forslaget.

Hun ser frem til Etisk Råds udtalelse, der kan danne grundlag for at diskutere emnet.

Hos Dansk Folkeparti mener sundhedsordfører Liselott Blixt, at børn har brug for at se, hvor de kommer fra.