Politik

Messerschmidt-sagen vokser: Dansk Folkeparti vil betale endnu flere penge tilbage

Dansk Folkeparti kommer til at betale op imod 300.000 kroner yderligere tilbage til EU-systemet.

Tirsdag meddelte Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl, at partiet betaler 200.000 kroner i EU-støttemidler tilbage, efter at en række eksperter har sået tvivl om hvorvidt pengene er blevet brugt i strid med reglerne.

Men det er ikke alt.

Partiet planlægger nemlig at betale op imod 300.000 kroner yderligere tilbage til EU-systemet. Dansk Folkeparti er i øjeblikket i gang med at gennemgå alle sager om EU-støtte, som er blevet givet gennem det omdiskuterede europæiske parti MELD, hvor stemmesluger Morten Messerschmidt en overgang var formand.

- Vi kommer helt sikkert til at betale flere MELD-penge tilbage. Hvor meget det bliver, ved jeg ikke endnu, men det bliver maksimalt i omegnen af 300.000 kroner, skriver Anders Vistisen, der for nyligt overtog posten som gruppeformand for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet efter Morten Messerschmidt, til TV 2.

Frygter nye afsløringer

Ifølge TV 2s korrespondent i Bruxelles, Lotte Mejlhede, er Dansk Folkepartis beslutning et forsøg på at lukke sagen én gang for alle:

- De vil gerne trække en streg i sandet og sige, at vi ikke gider mere ballade omkring det her. Det her er ud fra en betragtning om, at Dansk Folkeparti ikke vil have, at medierne her de næste par uger kan blive ved med at grave nye sager frem. Man vil forsøge at kapsle sagen inde ved at gøre det her, siger hun.

Dagens melding fra Dansk Folkeparti er blot seneste udvikling i den langstrakte sag om partiets sjusk eller svindel med EU-midler, som altså i sidste ende er skattekroner betalt af EU-borgere.

Du kan få et overblik over sagen herunder:

Sagerne om Meld, Feld, Karlsson og Messerschmidt

  1. 2012

    1. Meld blev grundlagt

      Meld bliver grundlagt, delvist finansieret af EU. 

      Meld er en forkortelse for Movement for a Europe of Liberties and Democracy. Det var en politisk, europæisk alliance.

      Organisationen samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande og politikere fra hele EU i ét fælles parti - herunder Dansk Folkeparti.

    2. Feld blev grundlagt

      Feld bliver grundlagt umiddelbart efter Meld.

      Feld var en politisk fond, der var tilknyttet Meld. Fonden havde til opgave at observere, analysere og bidrage til den europæiske, politiske debat.

      Feld står for Foundation for a Europa of Liberties and Democracy.

    3. Morten Messerschmidt i ledelsen

      Morten Messerschmidt bliver en del af ledelsen i Meld.

  2. 2014

    1. Morten Messerschmidt får stort valg

      Dansk Folkeparti får et historisk godt valgresultat til europaparlamentsvalget og bliver Danmarks største parti.

      Valget er i særlig grad en personlig succes for Morten Messerschmidt, der slår Poul Nyrup Rasmussens rekord for flest personlige stemmer ved et EP-valg. Han bliver formand for en fire mand stor DF-gruppe i parlamentet.

    2. Rikke Karlsson bliver indskrevet i Melds bestyrelse

      Rikke Karlsson og Jørn Dohrmann, der begge er blandt de fire medlemmer af DF i parlamentet, bliver indskrevet som medlemmer af bestyrelsen i Meld og Feld.

      De var ikke til stede ved generalforsamlingen, men havde ifølge Morten Messerschmidt givet mundtligt tilsagn om, at de ønskede at være med. Dokumenterne er underskrevet af ham.

  3. 2015

    1. Rikke Karlsson melder sig ud af DF

      Rikke Karlsson har i løbet af 2015 flere gange bedt om indsigt i, hvad Meld og Feld bruger sine penge på.

      Det har hun gjort hos Morten Messerschmidt, som er en ledende figur i både partiet og fonden. 

      Ifølge Rikke Karlsson nægter han hende imidlertid indsigt, og det får hende til at melde sig ud af Dansk Folkeparti og blive løsgænger i Europa-Parlamentet.

      Messerschmidt svarede, at der ikke var nogen grund til bekymring og sagde om sin tidligere partifælle til Berlingske:

      - Det virker på mig mest af alt som om, hun er en lidt forvirret pige, der kommer fra Rebild til Bruxelles og ikke kan overskue, hvad der sker omkring hende.

    2. Meld og Feld lukker

      Meld og Feld blev lukket ved udgangen af 2015.

  4. 2016

    1. DF skal betale misbrugte midler tilbage

      Den politiske ledelse i europaparlamentet, præsidiet, afgør, at Dansk Folkeparti skal betale 2,9 millioner kroner tilbage.

      Det skyldes, at penge fra Meld og Feld ifølge præsidiet er blevet brugt til at føre valgkamp i Danmark, mens Morten Messerschmidt har været en ledende figur.

      Partiet har siden betalt 1,6 millioner kroner tilbage, men nægter at betale de sidste 1,3 millioner kroner.

    2. Rikke Karlsson politianmelder Messerschmidt

      Rikke Karlsson anmelder Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

      Hun anklager ham for at have misbrugt hendes identitet, da han meldte hende ind i Meld og Feld uden hendes vidende.

      I samme forbindelse siger Jørn Dohrmann også, at han ikke vidste, at han var medlem af bestyrelsen. Han er dog ikke en del af politianmeldelsen.

    3. Messerschmidt trækker sig som DF-formand

      Morten Messerschmidt erkender, at han har begået fejl i processen med Meld og Feld og trækker sig derfor som leder af Dansk Folkepartis nu tre mand store gruppe i Europa-Parlamentet.

      Han fastholder dog, at både Karlsson og Dohrmann havde givet ham mundtligt tilsagn, men han erkender at have fejlet med dokumentationen.

    4. Rikke Karlsson fastholder sag

      Morten Messerschmidts tilbagetræden som DF-formand og erkendelse af visse fejl får ikke Rikke Karlsson til at trække sin politianmeldelse tilbage.

      Hun understreger, at det er et DF-anliggende og ikke direkte relateret til hendes sag.

    5. Vistisen bliver ny gruppeformand

      Anders Vistisen overtager posten som gruppeformand og bebuder, at der skal strammes op på procedurerne i partiet.

       

    6. EU-støtte brugt til DFs sommergruppemøder

      Over to år - i 2014 og 2015 - har Dansk Folkeparti brugt 200.000 kroner, partiet har fået i EU-støtte til at finansiere partiets sommergruppemøder, fortæller DR og Ekstra Bladet. Eksperter vurderer, at det er ulovligt. Dansk Folkepartis gruppeformand Anders Vistisen erklærer sig parat til at betale beløbet tilbage, hvis pengene er brugt ulovligt. 

    7. Første politiker afhøres

      EU’s antisvindelenhed Olaf påbegynder afhøringerne af personer i sagen om Melds mulige misbrug af EU-midler. Jørn Dohrmann fra Dansk Folkeparti afhøres som den første i sagen, skriver DR.

    8. DF betaler 200.000 kroner tilbage

      Dansk Folkeparti betaler 200.000 kroner tilbage, som partiet fik fra den europæiske gruppe Meld. Det oplyser partiformand Kristian Thulesen Dahl i sit ugebrev.

    9. Morten Messerschmidt smides ud af DFs ledelse

      Partiformand Kristian Thulesen Dahl siger til DR's TV Avisen, at partiet har besluttet at smide Morten Messerschmidt ud af partiets centrale organ, koordinationsudvalget. Det tæller foruden Thuelsen Dahl også næstformand Søren Espersen, gruppeformand Peter Skaarup, pressechef Søren Søndergaard og indtil i dag Morten Messerschmidt.