Flertal er utilfredse med regeringens klimaindsats
To ud af tre danskere er utilfredse med regeringens håndtering af klimaudfordringen ifølge ny undersøgelse.
Der er ikke meget ros at hente blandt danskerne, når det kommer til regeringens indsats for at håndtere klimaudfordringen og bane vejen for den grønne omstilling.
Faktisk mener to ud af tre danskere, at indsatsen er utilfredsstillende.
Det viser en ny måling foretaget af Epinion for fire grønne organisationer, skriver Information.
Danskerne prioriterer grøn omstilling
Der er tale om Greenpeace, Det Økologiske Råd, Danmarks Naturfredningsforening og WWF Verdensnaturfonden.
Og de kritiserer alle regeringen for "at ødelægge mulighederne for de mennesker og virksomheder, der fremover skal sikre velfærd med danske grønne job", skriver avisen.
Ifølge målingen mener et overvældende flertal af danskerne, helt præcist 82 procent, at grøn omstilling er nødvendig for at sikre kommende generationer et godt liv.
Efterspørger solceller og elbiler
Samtidig er knap syv ud af ti bekymrede for konsekvenserne af klimaændringerne.
Flere efterspørger politisk handling, som kan gøre det nemmere at etablere solceller på egen bolig og tilskyndelser til at købe elbil og benytte sig af offentlig transport.
Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) meddeler over for Information, at han ikke har nogen kommentarer til undersøgelsen.