Politik

Minister vil lette vej til faderskabstest

Mænd skal have bedre mulighed for at teste faderskab, mener socialministeren. Foreningen Far kræver livslang adgang til dna-test. Eksperter advarer.

Danske mænd skal have bedre muligheder for at bevise, om de er den biologiske far til et barn eller ej.

Sådan er reglerne for faderskab

Reglerne i dag:

  • En biologisk far har ikke mulighed for at blive registreret som far, hvis barnet allerede har en registreret far.
  • Mænd kan ikke anlægge en faderskabssag, hvis barnets mor er gift eller lever fast med en anden mand.

Det vil regeringen:

  • En mand, der har haft et seksuelt forhold til moren i den periode, hun blev gravid, får inden for barnets første leveår mulighed for at få prøvet faderskabet, uanset om han har haft et samliv med moren.
  • Fristen for at få prøvet et faderskab forlænges fra 6 måneder til 1 år efter barnets fødsel.

Socialminister Karen Ellemann (V) står bag forslaget i sin fremlagte skilsmissepakke, som politikerne snart skal forhandle om.

Mænd kan i dag ikke anlægge en faderskabssag, hvis barnets mor er gift eller lever fast med en anden mand.

Men det er ubalanceret, mener ministeren ifølge Jyllands-Posten. 

Sag skal normalt anlægges i det første halve år

Hun vil derfor give mænd bedre mulighed for at få testet faderskabet inden for barnets første leveår. I dag skal det ske, før barnet er et halvt år gammelt.

- Jeg mener, at man så vidt muligt har ret til at få afklaret, hvem der er ens biologiske forældre.

- Men faderskabet skal afklares hurtigt og inden for barnets første år, for jeg vil ikke bidrage til, at barnets familieliv forstyrres i en alder, hvor det er for sent at skifte far, siger Karen Ellemann.

Fædre vil fjerne tidsfrist

Ifølge Foreningen Far skal fristen udvides, så børn får en livslang ret til at kende deres biologiske forældre. 

Landsformand Jesper Lohse kalder det en voldsom belastning for fædre, som ikke kan få en anerkendelse af det biologiske forhold.

- Så det skal altid kunne ske. Biologiske forældre og børn har en livsvarig ret til at få anerkendt forældreskabet, siger han til Ritzau. 

Børns Vilkår går med til et år

Omvendt advarer Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, kraftigt mod, at børn kommer til at indgå i årelange juridiske tovtrækkerier mellem forældrene, som skaber usikkerhed om barnets familieforhold.

- Jeg har en vis forståelse for, at tidsfristen måske skal være lidt længere end de nuværende seks måneder, siger han til Ritzau.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, mener, at en tidsfrist på et år er acceptabelm, når det gælder faderskabstest.

- Men det er vigtigt, at der skabes ro om det sociale faderskab, og hvem der har barnet og kan bestemme over barnet, siger han til Ritzau.

At man så senere i livet kan blive nysgerrig på sit biologiske faderskab, er en anden sag, siger han.

Kvindesamfund tilfreds med reglerne

Forkvinde Lisa Holmfjord fra Dansk Kvindesamfund er godt tilfreds med de eksisterende regler og ser ingen grund til at forlænge fristen til et år. 

- Men først og fremmest skal den da ikke, som foreningen Far kræver, ud på et overdrev, hvor enhver mand kan komme rendende til enhver tid og kræve dna-test af børn i en velfungerende familie, siger hun til Ritzau.

Hun mener, at der er tendens til at tænke alt for meget på forældrenes og ikke mindst farens krav i de her sager og for lidt på børnenes tarv. 

- Det biologiske forældreskab sættes over alt i stedet for at se på, om barnet har det godt, siger hun.