Politik

Glostrups råd til kontanthjælpsmodtagere: Flyt til Lolland

Vi har nærmest pligt til at give det råd, siger topembedsmand fra Glostrup til Lolland-Falsters Folketidende.

Når borgere i Glostrup Kommune går til deres socialrådgiver, fordi de har svært ved at betale huslejen, kan de blive rådet til at flytte til Lolland.

Det fortæller Ole Toftegaard, der er direktør i Glostrup Kommune med ansvar for blandt andet Center for Social Service, til Lolland-Falsters Folketidende.

- Der er borgere, som med det huslejeniveau, vi har i Glostrup Kommune, vil have svært ved at betale, hvis de bliver ramt af kontanthjælpsloftet.

- Og så er det vores medarbejderes ret og pligt at vejlede dem, siger han og bekræfter, at socialrådgiverne råder borgere til at flytte til Lolland.

- Det gør vi, ja. Det har vi jo nærmest en forpligtelse til. Og det er ikke, fordi vi synes, det er særligt fedt at råde vores borgere til at flytte et andet sted hen. Men vi kan ikke gøre noget ved huslejeniveauet i hovedstadsområdet.

Et nationalt problem

Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), har længe protesteret over, at kommunen på den måde får påført store udgifter udefra - det seneste år er regningen løbet op i 25 millioner kroner.

- Det er en katastrofe. Og det er et nationalt problem, som jeg vil opfordre til, at man finder ud af, hvordan man løser, siger han til Folketidende.

Skal ikke rådgive om bestemte kommuner

I en pressemeddelelse, som er blevet udsendt at Glostrup Kommune klokken 10.56, står der, at kommunens sagsbehandlere ikke skal rådgive borgere om at flytte til bestemte kommuner. 

- Vi rådgiver blandt andet om mulighederne for beskæftigelse – for at komme væk fra kontanthjælpen. Og vi rådgiver om mulighederne for at reducere borgerens udgifter. Her er der naturligt et stort fokus på rådgivning om boligudgifter, da det som regel vil være den største enkeltstående udgift i borgerens budget. Og da det er meget vanskeligt at finde boliger med lav husleje i Glostrup, kan det være en del af rådgivningen at anbefale borgere at kigge efter boliger, hvor huslejen er lavere, siger Ole Toftegaard, der er direktør for socialområdet i Glostrup Kommune.

- Det er imidlertid ikke en del af kommunens rådgivning at pege på bestemte kommuner som mulighed for borgerne. Og for at sikre, at det heller ikke sker som led i den enkelte sagsbehandlers rådgivning, har vi instrueret kommunens sagsbehandlere i, at der ikke skal rådgives om at flytte til bestemte kommuner, afslutter Ole Toftegaard.