Politik

Alternativet vil boykotte alle debatter, hvor der ikke er kvinder med

Fremover vil Alternativets mandlige politikere ikke deltage i paneldebatter, hvis der ikke også er kvinder med.

- Er der ingen kvinder, deltager jeg ikke.

Sådan vil beskeden fremover lyde, hvis en af Alternativets folkevalgte bliver inviteret til paneldebatter, hvor kun mænd deltager.

Det fortæller partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist.

- Det er vigtigt, når man sidder i en position, som vi gør, at vi også gør opmærksom på de udfordringer, der stadig er omkring ligestilling. Det her er et meget vigtigt område. Og der er både kvinder og mænd indenfor ethvert område, som kan udtale sig og berige debatten. Det er vigtigt, at vi presser på for at det sker, siger han til TV 2.

Men kan man ikke godt forestille sig en debat om et emne, hvor de fem mest relevante deltagere bare er mænd?

- Det tror jeg ikke, nej. Det gælder om at gøre opmærksom på, at vi har en udfordring i forhold til ligestilling. Vi er langt i Danmark, men vi har en udfordring, når det gælder om at alle skal komme til orde. Os, der selv fiser rundt og deltager i paneldebatter, skal tage ansvaret på os og sige, at det skal gøres bedre. Og vi skal selvfølgelig også leve op til det her, når vi i Alternativet selv fremover arrangerer paneldebatter.

Hvad med den anden vej rundt – vil I heller ikke stille op til paneldebatter hvor kun kvinder deltager?

- Nej. Det handler om at begge køn skal være repræsenteret i debatter. Vi ser jo også tit, at når det for eksempel handler om ligestilling eller barsel, så er der kun kvinder med. Og her bør man også kigge ud over, hvem man sædvanligvis inviterer, siger Rasmus Nordqvist.