Regeringen sender nødhjælp til belejrede byer i Syrien
Nødhjælpsorganisationer får støtte til at udføre deres arbejde i Aleppo og andre belejrede områder i Syrien.
Den danske regering giver 90 millioner kroner til de danske nødhjælpsorganisationer, som arbejder i Aleppo og andre belejrede byer i Syrien.
Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Indsatsen skal også sendes til nærområderne Irak, Jordan, Libanon og Tyrkiet, der huser knap fem millioner syriske flygtninge.
- Vi kan ikke sidde på hænderne og gøre ingenting, mens børn dør af sult i Syrien, udtaler udenrigsminister Kristian Jensen (V).
Flere organisationer får penge
- Danske nødhjælpsorganisationer gør et vigtigt stykke arbejde inde i Syrien, også i mange svært tilgængelige og konfliktramte områder. Vi vil nu bidrage med 90 millioner kroner til denne vigtige indsats, siger han.
Nødhjælpspengene går til Dansk Flygtningehjælp, ADRA, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Caritas.
Det er dog svært at få nødhjælpen frem til de områder, hvor der er stærkt brug for den.
FN og det internationale samfund har i flere uger bedt præsident Bashar al-Assad og hans regime om at indstille kampene, så hjælpen kan komme frem til de områder, hvor der mangler mad og medicin.
Forhold skal forbedres
- Så snart det bliver muligt, vil vi også hjælpe befolkningen i det østlige Aleppo og i andre belejrede byer, hvor det lige nu er stort set umuligt at komme frem, siger ministeren.
Organisationerne skal også bruge pengene på arbejdet med at forbedre forholdene for mange millioner flygtninge og de lokalsamfund i nærområderne, som er blevet berørt af krigen.
Islamisk Stat (IS) kontrollerer i dag cirka 65.500 kvadratkilometer i Irak og Syrien, svarende til cirka halvanden gang størrelsen af Danmark.
Det vurderer IHS, et internationalt analyseinstitut med fokus på sikkerheds- og forsvarspolitik.