Jeg har ikke ondt af en tyv, der bliver hængt offentligt ud

16x9
Det er en erhvervsrisiko, som tyveknægte må affinde sig med, nemlig at man kan blive opdaget og afsløret. Foto: Fyns Politi

For noget tid siden besøgte jeg Laura og Henrik Thomsen i Silkeborg. De har en forretning, hvor de sælger modetøj til kvinder. Fornylig havde de besøg af en butikstyv, der stjal en jakke til flere tusinde kroner. Tyveriet blev politianmeldt. De lagde også en video på Facebook af tyven, så politiet lettere kunne finde vedkommende. Og så skete det: Laura og Henrik blev selv meldt til politiet – af tyveknægten! Hun følte sig krænket og hængt ud på de sociale medier – selvom det var hende, der havde stjålet en jakke og var stukket af.

I Danmark er det nemlig forbudt at lægge billeder ud af eks. indbrudstyve, butikstyve eller røvere.

Hele sagen er dybt, dybt uretfærdig.

En kvik journalist spurgte mig om, om jeg ikke synes det var synd for tyven sådan at blive hængt ud. Til det må jeg bare sige meget klart: Nej. Det synes jeg ikke. Det er en erhvervsrisiko, som tyveknægte må affinde sig med, nemlig at man kan blive opdaget og afsløret. Sådan er det! Mit råd til tyven var meget klart: Lad være med at begå kriminalitet. Opfør dig ordentligt. Så går det nok det hele.

Hvis der er nogen, det er synd for, så er det Laura og Henrik fra Silkeborg – og andre i deres situation. De bliver straffet blot for at passe på deres levebrød. Det er hamrende uretfærdigt, at vi i Danmark har mere travlt med at tage hensyn til og beskytte den kriminelle – end at hjælpe ofrene videre! Det må stoppe!

Derfor vil Dansk Folkeparti foreslå, at når man indgiver en politianmeldelse, så skal man have lov til at offentliggøre de overvågningsbilleder, man indleverer, hvis man på tro og love kan erklære, at de har relation til en begået forbrydelse. Det skal hjælpe politiet til at modtage tip om de personer, der ikke kan opføre sig ordentligt og kende forskel på egne ting og andres. Så kan politiet tage affære og sørge for, at personer, der har begået kriminalitet kommer for en dommer.