Politik

Danske Bank: Danskerne er IKKE klar til topskattelettelser

Danskerne har ikke forstået gevinsten ved topskattelettelser, og derfor vil Liberal Alliances krav skabe splid i vores samfund.

Så klar er udmeldingen fra Danmarks magtfulde bankdirektør Thomas F. Borgen i ”Lippert – et walk and talkshow”.

Thomas F. Borgen er ikke imod topskattelettelser – tværtimod. Men så længe danskerne ikke kan se det positive ved topskattelettelser, så skal de heller ikke gennemføres. Og det har nu fået Danske Bank og Thomas F. Borgen til at blande sig i dansk politik.

- Vi har både venstreorienterede og højreorienterede kunder, så vi skal ikke blive for politiske. Men engang imellem må en aktør i vores størrelse godt have en holdning til, hvilke valg der bør tages, siger Thomas F. Borgen om Danske Banks advarsel mod topskattelettelser.

BREXIT som skræmmebillede

Befolkningen skal forstå nødvendigheden og gevinsten ved de politiske reformer, mener Thomas F. Borgen. Han frygter, at vi vil se UK-lignende forhold, hvis politikerne gennemfører reformer uden den danske befolknings forståelse og opbakning.

- Det, som finder sted i Storbritannien, er et eksempel på, at sammenhængskraften i befolkningen er forsvundet. Og det er sådan en situation, jeg er bekymret for, at vi kan få her i Danmark, siger Thomas F. Borgen til Søren Lippert.

Så for at undgå en splittet befolkning mener Danske Bank med Thomas F. Borgen i spidsen, at topskattelettelserne skal diskuteres og forklares bedre, således at danskerne vil opdage, at topskattelettelser kan blive en gevinst for det danske samfund.

En meningsmåling lavet af Wilke for Jyllands-Posten viser, at kun 29 procent af danskerne bakker op om at sænke topskatten med fem procentpoint.