Politik

SF anklager regeringen: - Det er et generationstyveri

Nye generationer bliver taberne i regeringens økonomiske politik, mener SF. De både taber og vinder, vurderer cheføkonom i tænketanken Kraka.

Regeringen er med sin økonomiske politik i gang med at skabe en 'generation gæld'. Den gør det vanskeligere for unge at komme ind på boligmarkedet. Den vil med SU-forringelser afskære nogle unge fra at tage en uddannelse. Og tilmed vil den med kontanthjælpsloftet lade flere børn vokse op i fattigdom.

Sådan lyder SF’s kritik af regeringens udspil til en 2025-plan.

- Det er sådan en ”vi satser ikke på fremtiden, vi satser på dem, der lever nu og her,” og det er et generationstyveri, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, til TV 2, forud for torsdagens åbningsdebat i folketinget.

Boligskattestop, SU-forringelser og kontanthjælpsloft rammer de unge, mener formanden for SF, Pia Olsen Dyhr.

Hun mener ikke, at de kommende generationer får de samme muligheder som deres forældre, hvis regeringen kommer igennem med blandt andet boligskattestoppet, hvor regeringen planlægger at sænke både grundskyldssatsen og ejendomsværdisatsen.

- Vi kommer til at opleve et overophedet boligmarked indtil da, og derefter vil det blive meget sværere og meget låst, at komme ind på boligmarkedet. Det, synes jeg, er ærgerligt for de unge, for jeg synes egentlig, vi skylder dem samme muligheder som os andre, siger Pia Olsen Dyhr.

Cheføkonom: Mere retfærdigt system

Men regeringens forslag til et nyt ejendomsvurderingssystem er ikke kun dårligt nyt for de unge, lyder vurderingen fra Jens Hauch, der er cheføkonom og vicedirektør i den uafhængige tænketank Kraka.

Han peger på, at fremtidens boligejere vil kunne se frem til et mere retfærdigt skattesystem med mindre skævvridning i ejendomsvurderingerne og mere stabile boligpriser.

- Så i den forstand bliver det for den her gruppe sådan set et mere retfærdigt system. Omvendt er det også sådan, at for at få opgøret med det, der hedder nominalprincippet, til at glide ned, bliver der givet en ganske klækkelig rabat til de nuværende boligejere, som der ikke rigtigt er et økonomisk rationale for. Så i den forstand kan man godt sige, at de unge boligejere bliver forfordelt, siger Jens Hauch.

De kommende generationer bliver altså negativt forskelsbehandlet, hvad angår rabat til boligejere. Til gengæld mener Jens Hauch, at regeringen gør dem en tjeneste med dens økonomiske udspil, fordi det sikrer Danmark en mere holdbar økonomi i perioden 2030 til 2050. Så regeringens udspil er ikke udelukkende godt eller skidt for de unge, vurderer han.

- Det er gynger og karusseller. På nogle punkter er det rigtigt. De taber for eksempel - måske lidt uretfærdigt - på, at de eksisterende boligejere skal have en særlig rabat, men på andre områder vinder de, siger Jens Hauch.

SF er motoren i generationstyveri

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll giver Pia Olsen Dyhr ret i, at der foregår et generationstyveri. Han ser dog noget anderledes på, hvordan det kommer det udtryk.

- Generationstyveriet består altså i, at man kaster offentlige velfærdsydelser efter folk, som skatteborgerne skal betale nu, til gengæld for at vi bliver fattigere i fremtiden. Og det er faktisk SF og Pia Olsen Dyhr, der er motoren i det generationstyveri, som der skal gøres op med, siger han til TV 2.

Og løsningen, som Simon Emil Ammitzbøll ser det, er skattelettelser i top og bund.