Pia Kjærsgaard forsvarer beslutning: - Det begyndte at ligne en demonstration
Pia Kjærsgaard forsvarer sin beslutning om at forvise blandt andet Naser Khader fra folketingssalen, indtil han tog budskabs-t-shirt af.
Naser Khader (K) og andre politikere er velkomne til at iføre sig trøjer med politiske budskaber - bare ikke, når de befinder sig i folketingssalen.
Det er beskeden fra Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der torsdag formiddag greb ind overfor i alt fire politikere, der benyttede åbningsdebatten til – via t-shirts – at efterlyse yderligere handling fra verdenssamfundet i forbindelse med borgerkrigen i Syrien.
- Alle ved - også Naser Khader og de andre folketingsmedlemmer, der jo ikke er nybegyndere - at t-shirts eller andet med enten politiske eller reklameslogans ikke er tilladt i folketingssalen. Og derfor blev det henstillet pænt og ordentligt fra folketingssekretærens side, at de skulle tage dem af, siger Pia Kjærsgaard til TV 2.
Naser Khader både undrer og ærgrer sig over din beslutning. Hvad siger du til hans kritik?
- Det har han lov at mene. Jeg mener noget andet. Det, jeg gjorde, var fuldstændig efter bogen. Jeg skal jo heller ikke sidde og vurdere, om jeg er enig eller uenig med budskabet – så ville jeg virkelig være partisk. Jeg skal være fuldstændig upartisk, og derfor er den almindelige orden, at alt hvad der hedder reklameslogans eller politiske slogans, gør man ikke i folketingssalen. Også fordi vi har så god mulighed som politikere at gå på talerstolen og fortælle, hvad vi mener.
Men jeg har lagt mærke til, at for eksempel Uffe Elbæk gerne må have en trøje på, hvor der står ”empati” eller "gennemsigtighed". Så det er vel en vurdering fra din side af, hvornår det skal være tilladt?
- Det er en vurdering, helt klart. Men når der pludselig sidder fire, og der kunne komme flere til, så begynder det at ligne en demonstration, og det er heller ikke tilladt i folketingssalen, siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:
- Og så har de jo nu fået den medieopmærksomhed, de har ønsket. Og skal vi ikke bare lade det blive ved det. Så er sagen heller ikke større.
Den fem år lange krig i Syrien har, ifølge FN, kostet 400.000 mennesker livet og drevet 11 millioner mennesker på flugt.