Politik

Holger K. Nielsen efter Assad-interview: Han skulle holde sin kæft med den slags

Den tidligere danske udenrigsminister kritiserer i skarpe vendinger Syriens præsident, men er imod dansk krigsdeltagelse i Syrien.

I et interview med TV 2 kritiserer Syriens præsident Bashar al-Assad blandt andet Danmark for ukritisk at følge USA i krigsindsatsen i Syrien.

- Han skulle holde sin kæft med den slags. Det er jo ham, der er årsag til hele det kaos og de forfærdelige ting, som sker i Syrien i øjeblikket, lyder reaktionen fra SF’s forsvarsordfører, den tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen, til TV 2.

I interviewet med TV 2 benægter Bashar Al-Assad, at han har noget at gøre med bombningerne af hospitaler i Aleppo og andre uhyrligheder.

- Man kommer til at tænke på andre diktatorer, som ofte kommer til at leve i deres egen lille virkelighed. Hitler gjorde det samme, han benægtede jo også alle de forfærdelige ting, der blev lavet i Nazi-Tyskland. Og Assad er på samme måde isoleret fra, hvad der faktisk sker. Det er jo fuldstændigt forfærdeligt, at han kan sidde dér og sige så forfærdelige ting. Og vi skal i hvert fald ikke på nogen måde begynde at lytte efter, hvad han siger, siger Holger K. Nielsen.

- Assad skal væk

SF er imod, at Danmark bidrager til krigsindsatsen i Syrien, men de er også imod, at Bashar Al-Assad kan blive siddende som præsident.

- Jeg er helt enig med Kristian Jensen i, at Assad skal væk. Forudsætningen for, at man kan få stabilitet i Syrien, er, at han kommer væk. Jeg er desværre bare bange for, at den krigsindsats, vi er i færd med i øjeblikket, i sidste ende kommer til at styrke Assad i stedet for at svække ham, og det er derfor, vi er imod den, siger Holger K. Nielsen.

Den nuværende udenrigsminister, Kristian Jensen (V), sagde tidligere til TV 2, at han betragter sig selv som ven af det syriske folk og Assad som fjende af folket.

Udenrigsminister Kristian Jensen reagerer på Bashar al-Assads beskyldninger mod dansk krigsdeltagelse.

- Jeg er da enig i, at vi er venner med den syriske befolkning. Det er også, derfor vi skal tage godt imod de syriske flygtninge, der kommer fra Syrien til Danmark, og som er flygtet fra Assads rædsler. Og vi skal da støtte befolkningen i at genopbygge Syrien, når alt det her på et tidspunkt er forbi. Men vi er jo klare fjender af det regime, som Assad har skabt, som er et rædselsregime, og som nu viser sit grusomme ansigt omkring Aleppo i øjeblikket. Det skal vi bekæmpe, og det skal vi gøre til hver en tid, siger Holger K. Nielsen.