Politik

Folketinget tager hul på maratondebat

Politikerne på Christiansborg sætter i dag hinanden stævne til en af årets største debatter.

Mens stemningen af første skoledag stadig er intakt efter tirsdagens åbning af Folketinget, mødes politikerne torsdag klokken 10 til det andet møde i det nye folketingsår.

Her skal de diskutere statsministerens åbningstale, hvori han redegjorde for "rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger", som grundloven lidt snørklet formulerer det. Men det har nu aldrig afholdt politikerne fra også at tale om, hvad statsministeren ikke sagde - og med sådan en omgang fri lege er der lagt i kakkelovnen til en maratondebat.

Gang i salget i kiosken

Sidste år kunne formanden lukke og slukke efter 12 timer, hvilket gør den til en af de kortere åbningsdebatter i historien. Debatten i 2011 skrev derimod sig ind i historien som en rigtig sejtrækker. Den varede hele 15 timer.

Det sikrer en god omsætning hos Folketingets kiosk, der helt til slut forsyner de folkevalgte med friske energi i form af slik og sodavand. Debatten afbrydes kun af to spisepauser på hver en time.

I debatten får partiernes politiske ordførere får ordet efter partiets størrelse. Som ordfører for Folketingets største parti lægger Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen for klokken 10.

Derefter kan folketingsmedlemmerne stille spørgsmål til hende, hvorefter hun overlader talerstolen til Dansk Folkepartis formand Kristian Thuelsen Dahl.

Løkke får ordet ud på aftenen

Når alle ordførerne for de ni partier i Folketinget har talt, kan alle folketingsmedlemmer komme med et indlæg fra talerstolen. I folketingssproget siger man, at de taler som privatister - og altså ikke på vegne af deres parti.

De er som regel færdige ud på aftenen, og så er det statsminister Lars Løkke Rasmussens tur. Han får ordet i et kvarter, hvorefter alle kan komme med korte bemærkninger til hans tale.

Sidste år fik Lars Løkke Rasmussen ordet 20.37. Dengang hæftede han sig ved hvor stille og rolig debatten var.

- Jeg har siddet og tænkt tilbage, og jeg kan simpelt hen ikke erindre mig nogen mere fredfyldt, harmonisk, konstruktiv åbningsdebat end den, vi har haft her i dag, sagde han og bemærkede, at harmonien kunne ses med det blotte øje.

- Det er jo endda i et sådant omfang, at Socialdemokratiets og Venstres ordførere har iklædt sig præcis det samme arbejdstøj her i dag og har komplimenteret hinanden for det i løbet af debatten. Meget mere harmonisk kan det jo ikke blive, sagde Løkke spøgende sidste år.

Nok af emner

Det er nok tvivlsomt om han kommer til at bruge samme tillægsord om årets åbningsdebat. Det sidste år i dansk politik har vist, at der er meget, der splitter frem for at samle alene i den borgerlige del af folketingssalen forud for forhandlingerne om 2025-planen, der knapt er gået i gang endnu.

Mon ikke nogle af disse emner - særligt topskat og boligskat - vil komme til at fylde meget i talerne. Læg dertil udlændingepolitik, Europol, velfærd, uddannelse og retspolitik - så er der vist noget at parlamentere om i timevis.

TV 2 dækker åbningsdebatten tæt - både her på tv2.dk og på TV 2 NEWS.