Samuelsen skaber mere drama: Jeg skulle have væltet Løkke i august

Liberal Alliance vil modsat regeringen give en topskattelettelse på mindst fem procentpoint til alle topskatteydere.

Lars Løkke Rasmussen skulle have været væltet som statsminister i august, da han præsenterede regeringens bud på en 2025-plan.

Sådan lyder den opsigtvækkende udmelding fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, ifølge Børsen tirsdag.

Årsagen til, at Anders Samuelsen siger, at han skulle have trukket støtten til statsministeren i august, er, at regeringen ikke har foreslået topskattelettelser for alle.

I regeringsgrundlaget står der, at regeringen har ”en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint”.

Den formulering tolker Anders Samuelsen som, at alle topskatteydere skal have en skattelettelse, men da Lars Løkke Rasmussen fremlagde regeringens bud på en 2025-plan, lagde statsministeren kun op til, at personer med indkomster op til en million kroner om året skal have en lettelse i topskatten på fem procentpoint.

- Allerede der skulle jeg have væltet Lars Løkke, fordi han ikke længere havde den ambition, der var betingelse for, at han kunne være statsminister. Men vi er flinke folk i Liberal Alliance, og nu prøver vi så at løbe den hjem selv, siger Anders Samuelsen ifølge Børsen.

I samme ombæring siger han, at deadline for en aftale er ”fuldstændig skarp på nytår”.

Dansk Folkeparti afviser

Dansk Folkeparti har afvist at gå med til både Liberal Alliances krav, men også det som regeringen har spillet ud med. Det betyder dog ikke, at Dansk Folkeparti er umulige at få med i en aftale, der indeholder topskattelettelser.

- Man kunne godt forestille sig en forhandling, der kiggede på, om man i et kompromis bliver nødt til at gøre noget i forhold til topskatten - altså noget mindre end det, Løkke har foreslået, men alligevel et eller andet, vi i Dansk Folkeparti kan acceptere for så at få noget andet, sagde Kristian Thulesen Dahl i september.

Ved samme lejlighed opfordrede statsminister Lars Løkke Rasmussen til, at partierne i blå blok lader fornuften råde, når de går ind til forhandlingerne om 2025-planen.

- Ét er, at ultimative krav risikerer at splitte et borgerligt flertal. Men det er alligevel værre, at fastlåste ultimative krav kan komme til at bane vejen for lige nøjagtigt det modsatte af det, man gerne vil opnå.

- At forpasse muligheden for at gennemføre en plan, som gør Danmark rigere og sænker skatten med et stort milliardbeløb. Vil man få skattelettelser med et andet flertal i Folketinget? Nej. Man vil nok i virkeligheden få det modsatte, siger Løkke.

Anders Samuelsen har gentagne gange truet med at vælte Lars Løkke Rasmussen, hvis ikke der kommer topskattelettelser på minimum fem procentpoint for alle topskatteydere.